Kvinde kørte ind i lastvognstog - og kørte videre

Tirsdag 10. december 2019 kl: 11:53
Af: Redaktionen

Omkring klokken 14 mandag eftermiddag kørte en 68-årig kvinde ind i et sættevognstog, der holdt parkeret på Møllevej i Borup på Sjælland. Den kvindelige bilist stoppede ikke, men fortsatte kørslen


Chaufføren i lastbilen - en 50-årig mand fra Fredericia - sad i førerhuset, da lastbilen blev ramt. Han kørte derfor efter personbilen for at tale med føreren om uheldet. Personbilen var blevet beskadiget af sammenstødet, og hoppede under kørslen, som om hjulet var fladt. 


Efter at have kørt nogle kilometer standsede personbilen, og lastbilchaufføren tog kontakt til den kvindelige fører, som var chokeret efter uheldet og derfor var kørt hjem. Politiet blev tilkaldt for at afhøre kvinden. 


Den 68-årige kvinde fra Borup blev rutinemæssigt testet for, om hun var spirituspåvirket. Resultatet viste, at hun ikke havde indtaget alkohol. Hun blev sigtet for at flygte fra et færdselsuheld og ikke at opfylde de forpligtelser, som man har ifølge færdselslovens regler. 


Kvinden havde fejlbedømt afstanden til den holdende lastbil og havde ramt den på bagenden af sættevognen. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men den 68-årige kvinde kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.