Grønne løsninger til energilagring kan få støtte

Torsdag 29. august 2019 kl: 09:28
Af: Redaktionen

S-Regeringen, som sammen med sine støttepartier skærpet fokus på en mere bæredygtig fremtid, stiller nu 128 millioner kroner til rådighed til udvikling af teknologier til lagring og konvertering af strøm fra blandt andet vind- og solenergi. Baggrunden er, at det fulde potentiale af vedvarende energi i dag ikke udnyttes

For at nå S-Regeringens mål om en CO2-reduktion på 70 procent skal samfundet i langt højere grad end i dag gøre brug af vedvarende energi. Det kræver teknologier, der gør det muligt at lagre den strøm, der produceres ved særligt vind- og solenergi, så strømmen kan bruges på andre tidspunkter end det tidspunkt, hvor den produceres, eller at konvertere strømmen til andre energiformer. 


- For at kunne nå vores ambitiøse mål for den grønne omstilling, skal vi investere massivt i udviklingen af fremtidens teknologier. Det gør vi blandt andet med den her pulje. De projekter, vi støtter her, skal muliggøre udnyttelsen af det kæmpe potentiale, der ligger i vedvarende energi og er et vigtigt skridt på vejen til 2030, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).  


Danmark har nogle af Europas største vindressourcer og har en stærk vindmølleindustri. Teknologi til lagring og konvertering af den strøm, der produceres, er afgørende for at kunne udnytte det potentiale bedst muligt.


- Danmark skal indtage en global lederrolle og blive frontløber på teknologi til lagring og konvertering af grøn strøm. Vi skal udvikle fremtidens grønne løsninger, og det har vi et godt udgangspunkt for med den viden og teknologi, der er udviklet i Danmark og særligt i den danske vindindustri. Det fundament skal vi bygge videre på, siger Dan Jørgensen


Fakta om puljen:
  • Puljen skal finansiere projekter, der indeholder nye, innovative teknologier eller nye kombinationer af kendte teknologier
  • Det forventes, at projekterne skal være markante og af betydelig størrelse.
  • Puljen er teknologineutral, hvilket vil sige, at alle relevante teknologier på området kan komme i betragtning til støtte




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.