Enhedslisten er bekymret efter hård kritik af politiets tungvognskontrolTirsdag 27. august 2019 kl: 10:17 Af: RedaktionenHenning Hyllested, der er transportordfører for Enhedslisten er bekymret over oplysninger om politiets tungvognskontrol, som Lastbilmagasinet bringer frem. Ifølge Lastbilmagasinet kritiserer en tungvognsbetjent den kontrol, der foretages af lastbiler og busser for at være en discount-kontrol. Henning Hyllested lægger også mærke til, at den anonyme betjent mener, at lederne i tungvognscentrene giver et forherliget billede af tingenes tilstand Henning Hyllested er bekymret over oplysningerne i Lastbilmagasinet og vil tage sagen op med justitsministeren og transportministeren. - For at være helt ærligt, så bliver jeg ret så bekymret, når jeg hører de anklager, der kommer frem. Det er jo vigtigt, at vi politikere får det korrekte billede præsenteret af politiledelsen og de skiftende justitsministre og transportministre. Ellers er det helt umuligt for Folketinget at kontrollere indsatsen imod ulovligheder i den tunge transport, siger Henning Hyllested og fortsætter: - Politiets kontrol af den tunge transport er helt afgørende for at komme ulovlighederne på landevejen til livs. Ikke mindst kampen mod social dumping. Politiets kontrol skal være af høj kvalitet, og ikke indrettes efter at nå nogle bestemte måltal. En sådan kontrol kræver højt specialiseret mandskab med viden og erfaring. Derfor skal man også lade tungvognsbetjentene gøre det, de er bedst til - nemlig kontrol på landevejen. Henning Hyllested fremhæver, at det er vigtigt, at justitsministeren og transportministeren tager hånd om problemet med kontrollen af den tunge transport, og fremlægger et ærligt billede af, hvordan det står til. - Uden effektiv kontrol bliver hverken det kommende lovinitiativ rettet mod cabotagekørsel eller den kommende vejpakke det papir værd, den er skrevet på. Jeg vil bede justitsministeren om at troppe op på et par af de møder, jeg i den kommende tid har aftalt med transportministeren. Ellers må de begge i samråd om sagen, siger Henning Hyllested. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |