Chaufførers 45-timers hvil var i fokus

Mandag 8. april 2019 kl: 10:20
Af: Jesper Christensen

“Synes ministeren, at kontrol af køre-hvile-tids-reglerne i Padborg foregår på et tilfredsstillende niveau?”. Sådan lød fornyligt spørgsmålet fra Dansk Folkeparti’s ordfører, når det gælder social dumping, Claus Kvist Hansen, til justitsminister Søren Pape Poulsen (K)

Af Folketingets referat fra debatten fremgår det, at Claus Kvist Hansen ikke fik et klart ja eller nej på sit spørgsmål.


Claus Kvist Hansen henviste blandt andet til et svar han tidligere havde fået, hvoraf det fremgik, at politiet i 17 sager havde rejstsigtelse over for chauffører, der havde afholdt deres almindelig ugehvil på 45 timer i deres lastbiler.


- Padborg er formentlig centrum for lastbiler i Danmark - det tror jeg ikke er nogen overdrivelse - og det er på baggrund af utallige, tør jeg godt sige, henvendelser, jeg har fået fra chauffører og fra undrende borgere og fra gud og hver mand om, at Padborg var plastret til med lovligt og ulovligt parkerede lastbiler især i weekenderne, at jeg stiller mit spørgsmål, sagde Claus Kvist Hansen og fortsatte:

- Så kan det undre, at der kun har været 17 sigtelser. Altså, med al respekt: 17 sigtelser på så stort et område tyder i min verden på, at man simpelt hen ikke har taget den her kontrolopgave ret alvorligt, måske faktisk næsten slet ikke gennemført den.


Justitsminister Søren Pape Poulsen var uenig med Claus Kvist Hansen om, at 17 sigtelser ikke lyder af så meget.


Han pegede på, at der er registreret et stort antal sager hos politiet, der kan dreje sig om, at chauffører har tilbragt deres 45-timers hvil i deres lastbilers førerhuse.


Søren pape Poulsen fremhævede i forbindelse med sit svar på spørgsmålet fra Claus Kvist Hansen, at der i finanslovsaftalen for 2018 blev afsat ressourcer til politiet til en målrettet kontrolindsats for at sikre af ordnede forhold. Politiet har udmøntet initiativet i en indsats målrettet fire områder: øget weekendkontrol, kontrol af chaufførers ugehvil i køretøjet, overtrædelser afledt af parkeringsrestriktioner på rastepladser og kontrol af arbejdsforhold, skatteforhold og opholds- og arbejdsgrundlag. Som led i finanslovsaftalen for 2019 er der endvidere afsat 5 millioner kroner i 2019, 10 millioner kroner årligt i 2020 og 2021 og 15 millioner kroner i 2022 til en styrket tungtvognsindsats i politiet. De tilførte midler skal bidrage til at udvikle kvaliteten i de gennemførte kontroller og øge kontroltrykket.


Claus Kvist Hansen understregede over for justitsministeren, at Dansk Folkeparti vil holde en til enhver tid siddende minister i ørerne for at sikre, at kampen mod social dumping også udkæmpes der, hvor det foregår, ikke kun i Folketingssalen.


- Jeg savner stadig væk, at man siger, at nu er kampen mod social dumping så påtrængende, at den altså også skal udkæmpes på parkeringspladser, rastepladser og på vejnettet, og hvor det nu ellers måtte foregå. Og jeg tror, der sidder mange og måske er lidt forundrede over, at det kan tage så lang tid, sagde Claus Kvist Hansen.








 




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.