Skattestyrelsen afslører snyd med vandpibetobak

Fredag 15. marts 2019 kl: 10:23
Af: Redaktionen

Skattestyrelsens kontrol med salg af vandpibetobak i 2018 afslører fejl hos 29 af 30 kontrollerede virksomheder. Skattestyrelsen har beslaglagt 8,7 ton tobak og opkrævet afgift for over 6,6 millioner kroner i 2018. Resultaterne får Skattestyrelsen ti at styrke kontrollen i 2019

I 2018 gennemført Skattestyrelsen 30 kontroller hos vandpibecafeer og kiosker, der sælger vandpibetobak. Kontrollerne afslørede fejl hos 29 ud af 30 virksomheder fordelt over hele landet og førte til en samlet afgiftsregulering på 6,6 millioner kroner. Især en enkelt sag skiller sig ud, idet den alene har ført til en regulering på 6,3 millioner kr.


-  Næsten ingen af de steder, vi kontrollerer, lader til at overholde reglerne. Når der er fejl hos 29 ud af 30 kontrollerede virksomheder, er det selvsagt en tendens, vi selvfølgelig må forholde os til, siger funktionsleder Hjørdis Klattrup, der er ansvarlig for kontrol med illegal import af punktafgiftspligtige varer og tilføjer:


- Det er både store og små partier tobak, vi finder. Fællestrækket er, at de lovpligtige stempelmærker mangler, at virksomhederne ikke kan dokumentere, hvor tobakken kommer fra, og at der ikke er betalt afgift.


Virksomheder, der sælger vandpibetobak enten i hele pakker eller som løsvægt - eksempelvis på en vandpibecafe - skal føre regnskab over køb og salg. Samtidig skal de kunne dokumentere, hvor partiet af vandpibetobak er købt, og at der er betalt den korrekte afgift. Kan virksomhederne ikke det, kan Skattestyrelsen vælge at beslaglægge tobakken og tilbageholde den, indtil afgiften er betalt. I 2018 beslaglagde Skattestyrelsen i alt 8,7 ton vandpibetobak, heraf 8,5 ton på en enkelt adresse.


Bøder og øget kontrol
Ud af de 30 kontroller, som Skattestyrelsen har gennemført, vurderes 26 tilfælde at være så alvorlige, at virksomhederne ud over en regning på tobaksafgift også kan risikere en bøde. Ved større overtrædelser bliver politiet desuden inddraget. Sagerne afventer fortsat afgørelse.


-  Vores kontrol viser, at vi har fat i et område, hvor der ikke er styr på afgifterne. Vi støder på en ”går den, så går den-tilgang” under kontrollerne, og det er selvsagt på ingen måde i orden. Når vi møder en branche med så massive problemer, så reagerer vi, og derfor skruer vi også op for kontrollerne i 2019, siger Hjørdis Klattrup.


Skattestyrelsens kontroller gennemføres typisk i samarbejde med politiet og Fødevarestyrelsen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.