SF FORUD FOR FOLKETINGSVALGET:

Offentlig transport skal være 95 procent CO2 neutral

Mandag 4. marts 2019 kl: 12:30
Af: Redaktionen

Den offentlige transport skal have et stort løft, så den bliver både bedre og grønnere. Det bør ifølge SF være hovedfokus i den investeringsplan for den offentlige transport, som politikerne på Christiansborg skal beslutte for de næste ti år

SF har lagt en investeringsplan på bordet, hvor det fremgår, at partiet vil investere massivt i at gøre den offentlige transport mindst 95 procent CO2-neutral i 2030. Det skal blandt andet ske ved at omlægge busser til el og ved at gennemføre elektrificeringen af jernbanerne.


Målet er at gøre den offentlige transport langt bedre og grønnere, så flere kan lade bilen stå, og forureningen bliver begrænset til et minimum.


Samtidig skal der være flere letbaner, bedre S-tog og lokalbaner - og flere godstog, som kan aflaste motorvejen i Østjylland for en del af lastbiltrafikken.


Det er efter partiets opfattelse helt afgørende for at løse problemerne med forurening og trængsel på vejene, at den offentlige transport får et ordentligt løft. 


- Det er uholdbart at tro, problemerne kan løses ved at gøre bilerne billigere og udbygge vejene. Det lader desværre til at være regeringens løsning. SF vil en helt anden vej, lyder det fra partiet, som i de seneste meningsmålinger bliver støttet af omkring seks procent af vælgerne. 








Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.