Færger er med på nummerpladebetalingMandag 18. februar 2019 kl: 11:09 Af: RedaktionenPayByPlate-systemet fra BroBizz A/S, hvor scannere ved Storebæltsbroen registrerer ens nummerplade og efterfølgende trækker betaling for turen, er også blevet installeret ved Øresundsbron og ved Molslinjens færger over Kattegat og rederiets færger til Bornholm PayByPlate blev lanceret på Storebæltsbroen i påsken 2018, og 175.000 kunder er i dag tilmeldt løsningen. - I takt med, at vi nu breder løsningen ud til færgeruter og andre forbindelser, forventer vi, at antallet af brugere vil stige støt, da vores kunder netop har efterspurgt muligheden for betaling med nummerpladen flere steder end på broer - og stadig samle alle betalinger ét sted, siger Kasper Ørtvig, der er administrerende direktør i BroBizz A/S. Teknologien åbner desuden op for at indgå i nye partnerskaber til fordel for de mange kunder. - Lige nu har hver tredie danske bil enten en BroBizz eller PayByPlate-aftale hos os, så jeg ser et meget stort potentiale for at udbrede paletten af services hos nye partnere inden for transport. Her har vi satset på at videreudvikle en app, der nu gør det nemt for kunderne at finde ud af, hvilke fordele og tilbud der findes i nærheden. Og det er samtidig en fordel for nye og kommende partnere, siger Kasper Ørtvig. Hos Molslinjen er man glade for samarbejdet med BroBizz A/S, der med PayByPlate-systemet giver kunderne mulighed for at komme nemmere over Kattegat og mellem Rønne og Ystad. - En vigtig del af moderne transport er enkelhed. Det skal være nemt at bestille en billet, og det skal være nemt at komme til og fra borde. Det hjælper den nye service PayByPlate fra BroBizz A/S os på vej med, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard. I dag har BroBizz A/S over 900.000 kunde-aftaler, og 175.000 er tilmeldt PayByPlate. Molslinjen er Danmarks største indenrigs færgeoperatør med op mod otte millioner årlige rejsende på ni færgeruter. PayByPlate på Molslinjen og Øresundsbroen:
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |