Vognmænd kører i uvished om særtransport-bekendtgørelseMandag 28. januar 2019 kl: 11:56 Af: RedaktionenFor et år siden fik vognmænd, der arbejder med transport af gods, som kræver lidt mere plads i bredden, en overraskelse, der rystede dem i deres forretnings grundvold. Rigspolitiet havde ændret sin fortolkning af særtransport-bekendtgørelsen, så politiet skulle slå ned på transporter af blandt andet rio-net, der bliver brugt i byggeriet til støbning af eksempelvis gulve. Vognmændene måtte ikke længere laste dem liggende, så de ragede ud over siderne. Rionette skulle i stedet transporteres stående. Rigspolitiets fortolkning udløste protester fra både vognmænd, byggeriet og industrien På årsmødet i DTL Kran Blok Erfa forklarede formanden Michael Mangelsen følgende om forløbet: Rigspolitiet skriver et brev til særtransport kontorerne i Greve og Padborg, indeholdende deres nye og ændrede fortolkning af særtransport-bekendtgørelsen. Dette skal vise sig, at blive starten på 2018’s største sag, ikke bare for DTL Kran Blok, men for hele branchen og alle de brancher, der er brugere af særtransporter, eller brugere af produkter, der har behov for særtransporter for levering af materialer, råvarer til deres produktion, såvel som endelige produkter. Brevets budskab er, at det ikke længere ville være muligt at transportere flere kolli på en særtransport. Det første stykke tid, bliver Rigspolitiets brev holdt hemmeligt for branchen, og politiets planer om, fremadrettet at sanktionere anderledes over for branchen, skal senere komme som en overraskelse. Da brevet kommer til kendskab for branchen, startede alle organisationer for at få myndighederne i dialog. 6. april 2018 Der bliver afholdt et møde hos Færdselsstyrelsen i Ribe, hvor både branchen, såvel som byggeriets og industriens brancheorganisationer mødte talstærkt op. Fra Kran Blok deltager både Finn Bjerremand, DTL Kran Blok Erfa formand Michael Mangelsen, sammen med Ove Holm fra DTL og Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv. Det er for alle et klart tegn på, at Danmark er afhængig af, at der skal handles hurtigt på en ændring, der kan bringe transportbranchens arbejdsrammer tilbage til det, der hidtil har været praksis. På mødet bliver der orienteret om reglerne og informeret om, at der vil komme en vejledning, som skal føre administrationen af bekendtgørelsen tilbage til status quo. Branchen har talrige eksempler på transportører, der efter den nye fortolkning vil 3-5 doble antallet af transporter. Ikke alene, vil det bringe landets industri og byggeri i en særdeles konkurrencehæmmende situation, men miljømæssigt og fremkommelighedsmæssigt vil det også medføre stor negativ belastning. En af Rigspolitiets fornemmeste opgaver er opretholdelse af trafiksikkerheden. På mødet bliver der spurgt til, om nogen af myndighederne er bekendt med trafikulykker, der er forårsaget af særtransporter, eller statistikker herom, hvilket vil være eneste logiske forklaring på, hvorfor Rigspolitiet pludselig ønsker at ændre praksis. Det viser sig ikke at være tilfældet. Tværtimod er alle fremmødte enige om, at hverken myndighederne eller branchen har kendskab til tilfælde af ulykker med særtransporter. På baggrund af disse konklusioner, bliver alle parter enige om, at en revidering af særtransport-bekendtgørelsen, der kan stille branchen bedst muligt inden for de sikkerhedsmæssige rammer, må ske hurtigst muligt. Færdselsstyrelsen mener ikke, at det er realistisk at nå det til 1. jul 2018, men stillede alle i udsigt, at denne kan forventes udarbejdet og effektueret i løbet af andet halvår 2018, og at der vil blive ydet en stor indsats for, at det kan lykkes hurtigt. 13. april 2018 Sent om eftermiddagen fredag 13. april modtager DTL en ny vejledning, der på trods af Færdselsstyrelsens hensigt om at føre reglerne til status quo, efter DTLs opfattelse imidlertid ikke vil føre bekendtgørelsen tilbage i stedet snarere forværre. 18. april 2018 Der bliver afsendt et første svar fra Dansk Erhverv, hvor også DTL og DTL Kran BLOK Erfa var medafsendere og den efterfølgende dag bliver der sendt et mere officielt svar, som nærmest skød vejledningen ned. 7. juni 2018 Der bliver igen afholdt møde hos Færdselsstyrelsen med henblik på udarbejdelse af en ny særtransportbekendtgørelse. Igen er Kran Blok repræsenteret ved både Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv, Ove Holm og Finn Bjerremand fra DTL og DTL Kran Blok Erfa formand Michael Mangelsen. På mødet fremlægger DTL Kran Blok Erfa en liste med 16 punkter, hvor de 8 punkter er gamle ændringsforslag, der handler om tilbageførsel til den tidligere standard, fordi Politiet lige har indført en ny fortolkning - for eksempel den mærkelige regel om, at der ikke må anvendes forbredninger på et registreret køretøj, selv om det har været kendt og anvendt med succes siden 1974 - uden nogensinde at have givet anledning til nogen problemer. De øvrige punkter er alle ønsker om tiltrængte forbedringer af reglerne. - På nuværende tidspunkt - ca. et år efter rionet-sagen opstod - er der ingen afklaring på sagen. Hele erhvervet holder vejret, mens vi venter på en ny særtransport-bekendtgørelse, som ingen ved, hvornår dukker op, sagde DTL Kran Blok Erfa formand Michael Mangelsen i sin beretning. - Det er ganske enkelt ikke godt nok. Uanset, hvor den nye særtransport-bekendtgørelse så end er parkeret, så er det ikke rimeligt over for erhvervet og i særdeleshed erhvervets kunder, der nu snart er blevet holdt hen i uvished i helt år, sagde han videre. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |