Transportkoncern forventer vækst efter et år med vækstTorsdag 8. februar 2018 kl: 16:38 Af: Redaktionen- 2017 var endnu et rekordår for DSV. Efter et stærkt fjerde kvartal opnåede vi en samlet indtjening for 2017 i den høje ende af vores seneste forventninger samt meget stærke pengestrømme, siger DSV’s administrerende direktør Jens Bjørn Andersen Han peger på, at efter DSV-koncernen har lagt integrationen af amerikanske UTi bag sig, kan koncrnen koncentrere sig om at udvikle DSV. - Vi forventer op til 11 procent vækst i indtjeningen i 2018. Opkøb er stadig på dagsordenen, og vi vil fortsat være på udkig efter relevante muligheder, siger Jens Bjørn Andersen. I fjerde kvartal sidste år voksede nettoomsætningen med 8,0 procent og udgjorde 19.019 millioner kroner (fjerde kvartal 2016: 17.617 millioner kroner). Reguleret for effekten af valutaomregning udgjorde væksten 11,6 procent og var drevet af højere fragtmængder på alle DSV’s forretningsområder. Herudover var de gennemsnitlige fragtrater og brændstofpriser højere end i fjerde kvartal 2016. Vækst i fragtmængderne i kvartalet udgjorde 10 procent for luftfragt, 4 procent for søfragt og 5 procent for vejtransport. Bruttofortjenesten udgjorde 4.054 millioner kroner (fjerde kvartal 2016: 3.998 millioner kroner). Reguleret for effekten af valutaomregning udgjorde væksten 4,8 procent. Resultat af primær drift før særlige poster steg 28,7 procent til 1.196 millioner kroner i fjerde kvartal 2017 (fjerde kvartal 2016: 929 millioner kroner). Reguleret for effekten af valutaomregning udgjorde væksten 33,6 procent og var især drevet af DSV’s Air & Sea og Solutions divisionerne. Baseret på årets resultat indstiller DSV’s bestyrelse til, at der udloddes ordinært udbytte på 2,00 kr. pr. aktie for 2017 - i 2016 var udbyttet 1,80 kr. pr. aktie. DSV’s forventninger til 2018 er, at resultat af primær drift før særlige poster vil blive i niveauet 5.000-5.400 millioner kroner. Koncernens effektive skattesats forventes i niveauet 23 procent.
![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |