Hollandsk og dansk transportvirksomhed fusionerer

Torsdag 5. januar 2017 kl: 11:01
Af: Jesper Christensen

Hollandsk og dansk transportvirksomhed fusionerer
På billedet ses ”Board of Directors - Frank Kremer (tv), Per B. Jensen, Simon Frederiks, Martin Gade Gregersen og Dennis Nijmeijer.

HSF Logistics, der har base i Nijmegen og Winterswijk i Holland, fusionerer med N&K Spedition, der har base i Esbjerg. De to virksomheder har arbejdet sammen siden 2007. I juli 2011 købte HFS Logistics sig ind i den danske virksomhed, som i oktober 2012 købte Aars Køletransport A/S og i sommeren 2015 aktiemajoriteten i Skive Køletransport A/S

Det hollandske firma HSF, der har over 100 års erfaring og 1.200 ansatte, har fusioneret med firmaet fra Esbjerg. Sammen har de besluttet at fusionere for at skabe en europæisk logistikvirksomhed, der tilbyder køle- og frysetransport, emballageløsninger, lagerfaciliteter, logistik der skaber merværdi, intermodal transport og luftfragt.


Det nye firma, der vil drive forretning fra kontorer i Holland, England, Tyskland, Polen, Danmark, Norge, og Sverige, Litauen, Spanien og Marokko, har 1.500 ansatte, 1.000 lastbiler og 1.500 trailere - og kan dermed servicere alle EU-lande fra nord til syd og fra øst til vest i de to firmaers samlede transportnetværk. Servicen til de europæiske fødevarerproducenter vil blive forbedret ved at tilbyde et europæisk netværk af forskellige transportløsninger og modaliteter.


Sammenlagt vil virksomhederne opnå en omsætning på over tre milliarder kroner i 2017. 


- Fusionen vil have positiv indflydelse på jobskabelsen på N&K-kontorerne i Danmark, Norge, Sverige, Spanien, sammenlagt omkring 300 ansatte. Fusionen vil også gøre os i stand til at konsolidere omsætningen og indtjening samtidig med, at vi forbliver en af de største aktører på det europæiske marked, siger administrerende direktør Martin Gade Gregersen.


Virksomheden fra Esbjerg blev grundlagt af Per Bonnichsen Jensen i 1988. Han gjorde sine to døtre, Kristina Bonnichsen og Terese Bonnichsen, til partnere, og Martin Gade Gregersen købte sig ind i firmaet i 2003 som en ung leder fra speditionsbranchen. De tre hollandske og fire danske ejere vil alle fortsætte som ejere i det nye firma.












Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.