Nye vægtkrav til containere - transportadvokaten kommer med opdatering

Tirsdag 31. maj 2016 kl: 11:31
Af: advokat, ph.d., Lissi Andersen Roost, Andersen Partners Advokatpartnerselskab

I artiklen ”Lad ikke vægten gå dig på - nye vægtkrav til containere” fra 17. marts 2016 blev de nye internationale krav til verificering af bruttovægten af en læsset container beskrevet. I det følgende gives der en status vedrørende implementeringen og ikrafttrædelsen af reglerne i Danmark


I den tidligere artikel blev blandt andre Danske Speditørers betænkeligheder i forhold til de nye regler beskrevet. Disse havde ført til, at Dansk Erhverv, som Danske Speditører hører under, i begyndelsen af marts 2016 anmodede erhvervs- og vækstministeren om at sætte den danske implementering af de nye regler i bero, indtil der var sikkerhed om, hvad vores nabolande og de øvrige kontraherende stater gjorde i forhold til implementeringen.


Denne anmodning valgte Erhvervs- og Vækstministeren imidlertid ikke at imødekomme. Af Erhvervs- og vækstministerens svar til Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg dateret 11. april fremgår blandt andet, at der er gode grunde til, at man globalt er blevet enig om de nye regler, idet der i de senere år er sket en række ulykker, hvor store skibe har mistet containere til søs, eller skibsskroget har fået omfattende skader som følge af overbelastning. Senest i juni 2013 forliste containerskibet MOL COMFORT i Rødehavet. 


En af hovedårsagerne til disse ulykker tilskrives ifølge erhvervs- og vækstministerens svar forkerte vægtoplysninger om containerne, og for at forebygge disse ulykker vedtog FN’s søfartsorganisation IMO i efteråret 2014, at alle pakkede containere skal have fastlagt den såkaldte "verificerede vægt". 


I sit svar anførte erhvervs- og vækstministeren videre, at danske rederier opererer på det globale marked og derfor af hensyn til sikkerheden har stor interesse i, at de nye globale regler gennemføres og at Danmarks Rederiforening støtter, at Danmark gennemfører de nye regler til tiden. I svaret sluttede erhvervs- og vækstministeren af med at anføre, at de nye regler vil forbedre sikkerheden ved transport af containere og forhåbentlig medvirke til at forhindre ulykker i stil med forliset af MOL COMFORT, og at reglernes globale karakter desuden sikrer lige konkurrencevilkår på tværs af landegrænser. På den baggrund hilste erhvervs- og vækstministeren i sit svar de nye regler velkommen.


Den 3. maj i år offentliggjorde Erhvervs- og Vækstministeriet ”Bekendtgørelse om verificering af vægten på pakkede containere”, der træder i kraft 1. juli 2016. 


Søfartsstyrelsen har på sin hjemmeside foreløbigt offentliggjort en række vejledninger til, hvorledes reglerne skal forstås og hvorledes vægten af pakkede søcontainere fastlægges efter de forskellige metoder. Ifølge disse vejledninger vil de danske regler gælde for alle danske skibe og for alle containere, der på en dansk havn skal lastes ombord på et skib (uanset skibets flag) i international fart. 


Undtaget er dog containere på chassis’er, trailere, mafi’s og lignende på ro-ro-transporter under 600 sømil (cirka 1.000 km)


De danske regler gælder også for alle containere, der færdigpakkes i Danmark (og Grønland), idet reglerne for verificering af vægten på pakkede containere (forkortet ”VGM”) altid følger det land, hvor containeren færdigpakkes. I vejledningerne står også anført, at det er helt op til de enkelte rederier og terminaloperatører at bestemme en tidsmæssig deadline for at have modtaget en VGM, hvorfor det tilrådes, at der etableres kontakt mellem de relevante aktører i transportkæden med henblik på at fastlægge procedurer, tidsvinduer m.m. 


Henset til at der i dag ikke findes nok brovægte i Danmark til at veje de eksportcontainere, der årligt lastes fra de fem største containerhavne herhjemme, indeholder de nye danske regler en overgangsordning indtil 30. juni 2017. Ifølge bekendtgørelsen kan der som alternativ til en egnet vægt (metode 1) i perioden frem til den 30. juni 2017 således anvendes måleudstyr, som sikrer, at vægten af den lastede container fastlægges inden for en nøjagtighed på +/- 1.000 kg.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.