Peter Lanng Nielsen sætter sig i førersædet hos Keolis

Torsdag 19. februar 2015 kl: 12:54
Af: Redaktionen

Peter Lanng Nielsen sætter sig i førersædet hos Keolis
Peter Lanng Nelsen (th) overtager ledelsen af Keolis Danmark efter Michael Brandt-Nielsen.

Den 1. marts får Keolis Danmark ny direktør. Det sker når Peter Lanng Nielsen overtager rollen som adm. direktør for Keolis Danmark efter Michael Brandt-Nielsen

Selskabet, der er et af de førende busselskaber i Danmark, er resultatet af sammenlægningen mellem City-Trafik og Nettbuss i 2014. Et busselskab der, med 1.500 medarbejdere og 450 busser, er et af de største i landet. Det skriver Keolis i en pressemeddelelse.

Peter Lanng Nielsen overtager posten efter Michael Brandt-Nielsen, der efter eget ønske har valgt at træde tilbage. Det sker efter 19 år i spidsen for selskabet, og markerer samtidig afslutningen på sammenlægningen af de to selskaber til et.

Keolis, der er en af verdens største selskaber inden for kollektiv transport, har klare ambitioner for udviklingen af den danske forretning de kommende år, hvor en række spændende trafikprojekter inden for busdrift men også letbaner, vil være i udbud. Projekter Keolis vil deltage aktivt i.

Peter Lanng Nielsen har siden 2010 været adm. direktør i Nettbuss, og indtog i forbindelse med sammenlægningen rollen som vice administrerende direktør indtil det planlagte generationsskifte, der gennemføres pr. 1. marts 2015.

Michael Brandt-Nielsen vil fremadrettet være tilknyttet Keolis Danmark som projektdirektør, hvor han får ansvaret for gennemførslen af en række konkrete projekter. I forbindelse med skiftet vil der blive afholdt reception den 6. marts 2015 for venner af huset.




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.