Ishøj Truck Show venter i weekenden

Mandag 26. august 2013 kl: 09:51
Af: Redaktionen

For femte år i træk lægger Scania i Ishøj hus og udendørs arealer til Ishøj Truck Show. Det sker i den kommende weekend, lørdag 31. august og søndag 1. september

Ishøj Truck Show venter i weekenden
Ishøj Truck Show byder igen i år på mange af flotte lastbiler og veteranlastbiler, radiostyrede modellastbiler, mad- og øltelte samt en række andre aktiviteter for små og store lastbilinteresserede.


Det er Truckerklubben Convoy Buddy, der står bag Ishøj Truck Show. Arrangørerne har fået de sidste detaljer i det store program på plads. Blandt de største trækplastre i år bliver den svenske customlegende Svempas, der kommer forbi med sine to showbiler Red Pearl og Jade Wing.


Også hollandske Weeda Transport dukker op med deres Scania R 500 "No Rules"-lastbil, der er blevet kåret til "The most beautiful truck" i Holland. Dertil kommer en lang række showtrucks og flotte lastbiler fra hele Danmark, som alle deltager i "skønhedskonkurrencen" i løbet af weekenden.


Årets program byder på et endnu større udbud af livemusik i forhold til de tidligere år. På plakaten står blandt andet Birger Steiwer samt Bibbi og Snif, der spiller country, mens 'Kim Larsen Jam' spiller hits, som alle kan synge med på. 


Både lørdag og søndag vil der være opvisning i linedance, og børn og voksne kan besøge Bournonville Wild West-byen og prøve at kaste med lasso og ride på rodeotyr.


Lørdag eftermiddag afvikles modeshow med Scania Truck Gear, der henvender sig både til børn og voksne og til begge køn. Lørdag aften spiller Old Boys Revival op til gallafest og dans i det store fællestelt. Sidste års succes med drifting-opvisning gentages, når frygtløse racerkørere gi'r den gas og kører mere sidelæns end ligeud i hårdt pumpede racerbiler.


Danmarkspremiere på Scania V8 Euro 6
På Ishøj Truck Show 2013 deltager ud over de mange chauffører og vognmænd med deres flotte lastbiler også en lang række leverandører til lastbilbranchen. Værkstedet bliver ryddet til lejligheden for at gøre plads til et stort antal indendørs stande, hvor leverandørerne kan præsentere de sidste nye produkter og serviceydelser til transportbranchen.


Udendørs præsenterer Scania et bredt udvalg af sit brede lastbilprogram og benytter lejligheden til en Danmarkspremiere - den helt nye Scania R 580 Streamline med V8-motor i Euro 6-version.


Det bliver også muligt at få en faglig snak, når Scania præsenterer en lang række kendte og nye serviceydelser til landtransporterhvervet. 


Det gælder blandt andet chaufføruddannelse på Scania Driver Academy, Scania Communicator kommunikationssystemer med elektroniske hjælpeværktøjer til bedre driftsøkonomi samt service- og reparationsaftaler, garantiordninger med mere.


Entré til Ishøj Truck Show er 25 kroner for voksne, mens børn under 15 år kommer gratis ind. Scania forventer op imod 5.000 gæster i løbet af showet, og der er gratis veteran-shuttlebus med halv-times drift fra Ishøj S-station og den nærliggende P-plads lørdag fra klokken 10 og frem til klokken 18 - og søndag fra klokken 9 og frem til klokken 17. 


For 5. år i træk danner Europas største Scania-anlæg på Industribuen 19 i Ishøj rammen om Ishøj Truck Show med udstilling af over 200 lastbiler og masser af andre lastbilaktiviteter




Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.