Vognmændene har taget kampen opLørdag 25. maj 2013 kl: 09:34 Af: Jesper ChristensenKrisen er ikke forbi. Det fremhævede formande for vognmandsorganisationen DTL, Jørgen Egeskov, da han lørdag aflagde sin bereting på DTL's generalforsamling på Nyborg Strand. Med udgangspunkt i DTL's seneste konjunktur-analyse fremhævede Jørgen Egeskov, at mange vognmænd har taget krisetidernes udfordring op og tænker nye tanker - I Danmark er man enige om, at udgifter skal svare til indtægter. Men Europa er stadig ustabilt, og der er historisk høj arbejdsløshed. Alle holder på pengene og går med livrem og seler, og den utryghed og tilbageholdenhed kan mærkes på vores branche. Det er et faktum, at transportpriserne i år har været for nedadgående - vel at mærke igen i år. Overskudsgraden er betænkelig tæt på nul og jeres forventninger til det kommende års priser er negativ. Sådan ridsede Jørgen Egeskov stemningen op for landtransporterhvervet i Danmark. I DTL's seneste konjunkturundersøgelse melder hver 10. medlem, at de kører med underskud. Det er især vognmænd, der kører med levende dyr. Men der er også positive tegn i analysen. Jørgen Egeskov fremhævede, at DTLs medlemmer har taget kampen op med henvisning til temaet "bedre bundlinie" i årets konjunkturanalyse. - Det går i al sin besværlige enkelhed ud på at finjustere alle de små skruer, som hver især giver et lille stænk sort farve til bundlinjen. Det kan være nye forretningsområder, effektivisering, markedsføring, sagde Jørgen Egeskov. Han forklarede, at årets konjunkturanalyse har undersøgt nytænkningen blandt DTLs medlemmer. - Vi kan overordnet konstatere at "Nød lærer nøgen vognmand at udvikle sin forretning", sagde formanden for DTL og fremhævede:
- Det bliver en meget spændende udvikling af overvære. Og jeg tror, at dette netop er medicinen til, at vi nok skal klare os som erhverv, sagde Jørgen Egeskov og fortsatte: - Jeg sagde i min tale sidste år, at vi skal hoppe over hvor gærdet er lavest, vi skal finde og bruge de nemmeste løsninger, og vi skal udvikle os i takt med tiden. Der er i den grad tegn i sol, måne og stjerner på, at I er ved at gøre det til virkelighed. Og det giver os konkurrencefordele, som vi har så hårdt brug for imod ulige konkurrence og sociale dumping, som vi er oppe imod. DTL's konjunkturanalyse viser, at vognmændenes forventninger til næste år er behersket positive, både i forhold til omsætning, kapacitetsudnyttelse og ansatte. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |