Interesseorganisationer: Stikprøve om trængsel blev til hele sandheden

Onsdag 23. maj 2012 kl: 10:35
Af: Redaktionen

Konklusionerne fra et otte år gammelt studie om trængsel, der viste at trængselsproblemerne i Hovedstaden kostede milliarder af kroner, er blevet gentaget og fremskrevet flere gange. Nye beregninger, som FDM, Dansk Erhverv og DTL har fået udarbejdet som et konstruktivt indspark til Trængselskommissionen, viser, at studiet er overfladisk og muligvis misvisende

Dansk Erhverv fremhæver, at der er store oplevede gener ved trængsel i trafikken ikke mindst i Hovedstadsområdet, men også, at der er en eklatant mangel på retvisende beskrivelser af trængselsproblemet.

Hvor stort er det egentligt, og hvor og hvornår rammer det?

Et enkelt tal for trængsel, de såkaldte "trængselstimer" - som blev beregnet i forbindelse med Projekt Trængsel i 2004 - har ifølge Dansk Erhverv begrænset informationsværdi. Tallene blev opgjort ved hjælp af to stikprøver i en morgenspidstime fra vejnettet omkring København.
 
Dansk Erhverv peger på, at "Trængselstimer" giver god mulighed for at følge udviklingstrenden i trængslen, men at de mangler en underliggende information om særligt problematiske strækninger eller kryds og har heller ikke information om de mest kritiske tidspunkter for trængslen.


Hovedårsagen til trængslen har været begrundet med vækst i trafikken, men Dansk Erhverv fremfører, at en nærmere granskning viser, at væksten i trafikken i Københavns Kommune målt over kommunegrænsen over de seneste 40 år fra 1970 til 2010 har været på ca. 16 procent. Holder tallet er niveauet under det halve af den hidtil antagne vækst på 36,5 procent.

Siden 2008, hvor krisen ramte Danmark, har der ifølge Dansk Erhverv været tale om et fald i trafikmængden.
 
Trængslen på motorvejene er blevet værre
Til gengæld tyder beregningerne på, at trængselsproblematikken har været underdrevet i forhold til motorvejene, fordi udstyret i undersøgelsen havde svært ved at registrere meget langsomme og stillestående køretøjer.
 
Dansk Erhverv peger på, at de nye studier viser, at der er behov for at se mere differentieret og målrettet på, hvor de konkrete trængselsproblemer er, hvad årsagerne er, og hvilke effektive løsninger, der kan anvendes og ikke mindst, hvordan trængsel bedst kan defineres.

 
FDM, Dansk Erhverv og Dansk Transport og Logistik ser frem til en konstruktivt arbejde i Trængselskommissionen, som allerede til januar skal levere et udkast til løsninger. Trængselskommissionen får tilsendt materialet fra de tre interesseorganisationer.


 


Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.