4,5 millioner kroner i årsløn plus fryns vækker hovedrysten hos Dansk FolkepartiTirsdag 13. december 2011 kl: 10:25 Af: RedaktionenDansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, mener, at det er et dårligt signal fra DSB med meget høje direktør-lønninger. Den nye DSB-direktør vil få 4,5 millioner kroner plus lidt frynsegode, når han tiltræder senest 1. juli næste år Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, reagerer med hovedrysten på, at DSB vil betale den kommende direktør 4,5 millioner kroner i løn plus fryns. Kim Christiansen peger på, at DSB for nylig har bebudet massefyringer og massive nedskæringer, hvorfor signalet ved at betale den øverste direktør en efter trafikordførerens opfattelse "meget høj hyre" er helt forkert. Kim Christiansen vil rette henvendelse til transportminister Henrik Dam Kristensen (S), for at få en forklaring på de høje direktørlønninger i DSB. - Jeg må ærligt talt erkende, at det er faldet mig for brystet, at DSBs nye generaldirektør kan se frem til en årsløn på 4,5 millioner kroner plus fryns midt i en krisetid, hvor DSB selv er i gang med massefyringer og omfattende besparelser. Jeg forstår ikke, at DSB kan få sig selv til at sende et signal om, at der er råd til meget høje lønninger i toppen, mens der fyres i bunden, hvorfor jeg vil rette henvendelse til DSBs øverste chef socialdemokraten Henrik Dam Kristensen for en uddybende forklaring, siger Kim Christiansen. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |