Politisk uenighed kan forsinke ny midtjysk motorvej

Torsdag 24. marts 2011 kl: 10:04
Af: Carl Ancher Pedersen

Mens der i høj grad er fodslag i transportbranchen med hensyn til en ny Hærvejsmotorvej, truer politisk uenighed på Christiansborg med at forsinke projektet

Ifølge Erhvervsbladet vil der formentlig kunne skaffes flertal for den nye nord-syd gående motorvej mellem Hobro og Kolding via Viborg, men ikke desto mindre er der politisk uenighed på tværs af partierne i Folketinget.

Flere yngre politikere, valgt på Sjælland, har sagt, at en ny letbane langs Ring 3 og en ny Ring 5-motorvej giver mere trafik-aflastning end endnu en motorvej i Jylland, mens bl.a. Jens Chr. Lund (S) og Kristian Pihl Lorentzen går ind for Hærvejsmotorvejen.

Det kan betyde, at beslutningen skubbes til efter et Folketingsvalg.

- Den bliver formentlig ikke gennemført før i 2012 eller senest i 2013 - og det vil blive en overordnet politisk beslutning, der tager hul på fremtidens infrastruktur. Her vil både indgå Hærvejsmotorvejen, Kattegatbroen via Samsø og forbedring af motorvejsnettet på Sjælland, siger direktør for DI Transport. Michael Svane til Erhvervsbladet.

Han mener i øvrigt ikke, at man kan vælge imellem en Hærvejsmotorvej og en udbygning af E45-motorvejen i Østjylland:

- Vi går i DI ind for, at der investeres der, hvor trængslen er størst, og hvor den samfundsøkonomiske fordel er størst. Men jeg er sikker på, at en Hævejsmotorvej vil komme på et tidspunkt. Det vil der være behov for - men ifølge vores trafikvision 2050 skal både nord-syd-forbindelsen på Sjælland, Kattegat-forbindelsen og øst-vest-forbindelsen på Fyn med i planlægningen. Det indgår også i Infrastrukturkommissionens anbefalinger, og så handler det om, at pengene skal være der, siger Michael Svane.


Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.