V: Hærvejsmotorvej bør undersøges

Torsdag 11. september 2008 kl: 19:59
Af: Redaktionen

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, var tidligere på uge ude med et forslag om en helt ny motorvej mellem Aalborg og Kolding over Viborg. Forslaget fik umiddelbart støtte af socialdemokraterne

Kristian Pihl Lorentzen, trafikordfører for Venstre, har sent nedenstående til transportnyhederne.dk:

"Det er velkendt, at der er daglige trængselsproblemer på dele af den Østjyske motorvej. Det gælder ikke mindst omkring Vejlefjordbroen, der har udviklet sig til en trafikal flaskehals, hvor hovedparten af biltrafikken fra den nordlige halvdel af Jylland skal passere. Det står samtidig klart, at der i de kommende år under alle omstændigheder vil ske en fortsat vækst i trafikken på det overordnede vejnet. Det kalder på en langsigtet helhedsløsning for den overordnede nord-syd-gående trafik i Jylland.

Det ene alternativ er at udbygge Østjyske motorvej til 6 spor - og måske på sigt 8 spor. Det er imidlertid en meget dyr løsning, idet stort set alle viadukter og afkørsler skal bygges om med deraf følgende trafikkaos, tidsspilde og tab for samfundet i mange år. Desuden gør det ikke projektet billigere, at det østjyske landskab generelt er præget af bakker, dale og enge - i modsætning til landskabet længere mod vest, der er mere fladt og sandet.

Det andet alternativ har regeringens infrastrukturkommission peget på, nemlig en ny motorvej fra Kolding i syd via Give og videre mod Viborg og Ålborg. En sådan "Hærvejsmotorvej" lyder rigtig interessant som en langsigtet løsning, specielt fordi førende trafikforskere har peget på, at prisen pr. kilometer motorvej stort set bliver den samme som ved en udvidelse af Østjyske motorvej. Samtidig aflastes Østjyske motorvej, hvilket ikke mindst er til gavn for østjyderne.

Ikke så overraskende er der kommet en automatreaktion fra SF og Enhedslisten, der er kendt for at se bort fra den totale afhængighed af bil- og lastbiltransport, der er en realitet for borgere og erhvervsliv i store dele af landet. De to partier forsøger at opstille et modsætningsforhold til udbygning og modernisering af den kollektive trafik, herunder jernbanerne. Men intet er mere forkert. Vi skal klart satse målrettet på at styrke den kollektive trafik, hvor den netop har sine stærke sider. Det gælder i tæt befolkede pendlerområder samt på de fjerne togstrækninger. Samtidig skal vi anerkende, at Danmark også har brug for gode og sikre veje, der er præget af fremdrift og mobilitet. Det er altså ikke et enten-eller. I øvrigt er jeg overbevist om, at der er store miljømæssige gevinster at hente ved at satse på en Hærvejsmotorvej, idet store dele af trafikanterne fra det nordlige og vestlige Jylland kan afkorte hver eneste tur mod syd med mange kilometer ved at skyde en gevaldig genvej vest om Vejle. Altså store besparelser af brændstof og dermed mindre CO2-udledning på grund af betydeligt kortere vej at køre.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at der under alle omstændigheder er behov for en snarlig udbygning af selve Vejlefjordbroen og strækningen syd herfor til 6 spor. Samtidig er der brug for at undersøge fordele og ulemper ved Hærvejsmotorvejen som en oplagt varig og helhedsorienteret løsning på trængselsproblemerne i det østlige Jylland, samtidig med at der skabes forudsætning for fortsat vækst og udvikling i store dele af Nord-, Vest- og Midtjylland. Alternative linieføringer for denne nye vej bør indgå i undersøgelsen, der skal danne et godt grundlag for en politisk principbeslutning om at realisere projektet.
Hærvejsmotorvejen bliver næppe bygget færdig på hverken 10 eller 15 år. Men jeg håber, at vi har det politiske mod til at tænke langsigtet og lægge de lange spor. Også af hensyn til den langsigtede planlægning hos alle de berørte kommuner og virksomheder. Venstre har derfor foreslået en forundersøgelse af Hærvejsmotorvejen samtidig med, at vi får has på på de trafikale hængepartier landet over. Et af disse hængepartier er etablering af motorvej mellem Herning og Holstebro, hvor det haster med at få igangsat en egentlig VVM undersøgelse.
 
Hvor der er vilje er der vej

Kristian Pihl Lorentzen


Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.