Modulvogntoget er på danske plader

Mandag 30. juni 2008 kl: 11:07
Af: Redaktionen

Modulvogntoget er på danske plader
Transportfirmaet Per Damgaard Transport i Padborg har valgt en Volvo FH16 med 540 hk til at trække virksomhendens første modulvogntog.

Flere danske transportvirksomheder arbejder på at blive klar til at køre med modulvogntog i Danmark

Transportfirmaet Per Damgaard Transport i Padborg har valgt en Volvo FH16 med 540 hk til at trække det første modulvogntog, som udover Volvo-lastbilen består af en to-akslet dolly opbygget hos HFR Rødekro A/S og en traditionel 13,60 meter trailer fra Krone Skandinavien A/S. Det hele sat sammen giver trækket 8-aksler, en længde på 25,25 meter og mulighed for 60 ton totalvægt, hvor et traditionelt lastvognstræk er 18,75 meter og kan have op til 48 ton totalvægt.
- Vi ser frem til at sætte modulvogntoget i fast rutefart mellem Jylland og Sjælland og opnå en markant forøgelse af lasteevnen. Hvor vi på en af vores presenningstrailere kan have 34 paller ombord kan vi med det nye modulvogntog have ikke mindre en 102 paller med", fortæller administrerende direktør Niels Christensen.

Dobbeltdæk giver plads til mere
Den markant forbedrede lasteevne skyldes også, at køretøjet har dobbelt dæk på forvogn og slæb, som man kan variere i højden alt afhængig af pallernes størrelse. Venstre side af forvognen har tillige foldedør, så af og pålæsning kan ske hurtigt og effektivt. Og gods med særlige dimensioner kan ligeledes komme med takket være læssemuligheden fra siden.
- Vi har endnu et modulvogntog under opbygning og med det i drift også, har vi klart forbedret vores transporteffektivitet til gavn for transportøkonomien, miljøet og fremkommeligheden på de danske veje, For to modulvogntog kan godskapacitetsmæssigt som tommelfingerregel erstatte tre traditionelle lastbiler på vejene, fortæller Niels Christensen.

Moderne finesser hjælper chaufføren
Den nye Volvo lastbil, der er leveret fra Skifter Lastbil A/S i Aabenraa, har i øvrigt frontkamera og bakkamera på forvognen. Når lastbilen er nede i fart, og blinklyset er slået til, så tænder en monitor i førerhuset, så chaufføren tydeligt kan se, hvad der måtte være på siden af lastbilen inden svingning. Ligeledes er lastbilen udstyret med Volvos I-Shift gearkasse, der gør at chaufføren kan koncentrere sig om at køre lastbilen og overlade gearskiftene til det automatiske gearsystem.

Transportgruppen består af 20 større danske vognmænd og Post Danmark. Vognmændene alene beskæftiger 1100 medarbejdere og råder over 900 rullende enheder.


Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.