"Vognmandsvirksomhed" kører
med underskud

Torsdag 15. marts 2007 kl: 11:07
Af: Jesper Christensen

Nyt selskab og et konkursbo er knyttet til adressen på Søbjerggårdvej i Odense

• Selskabet Søbjerggård af 1.1.1999 ApS har gennem de seneste år haft en presset økonomi med et underskud i 2005 på 229.000 kroner. I 2004 viste regnskabet et overskud på 84.000 kroner, mens selskabet i 2003 havde et underskud på 111.000 kroner.
I en revisionspåtegning på selskabts regnskab for 2005 skriver revisionsfirmaet RevisorGruppen i Svendbord:
"Selskabets bogføring udgør, som følge af væsentlige mangler, ikke et pålideligt grundlag for udarbejdelse af årsrapporten. Der er ikke foretaget en pålidelig rekonstruktion af alle registreringer, og der henstår væsentlige, uafklarede differencer".
Også i regnskaberne for 2004, 2003, 2002 og 2001 er der taget lignende forbehold.
Af regnskaberne for 2004 og 2005 fremgår det, at virksomheden driver vognmandsforretning og handel med heste.
Af cvr.dk fremgår det også, at selskabet i 2. kvartal 2006 ikke har nogle ansatte.

Konkurs i fortiden - nyt selskab i januar
Dårlig økonomi er ifølge oplysninger, man kan hente i CVR-registeret, ikke noget nyt for virksomhederne på Søbjerggårdvej 20 i Odense.
I januar 2000 gik selskabet Søbjerggård ApS med John Erik Boerskov som direktør konkurs. Selskabet blev stiftet i oktober 1995, men ifølge CVR-registret er der ingen offentliggjorte regnskaber for dette selskab.
Men den dårlige økonomi og konkursen i 2000 afskrækker åbenbart ikke nogen for at involvere sig i at drive virksomhed sammen med John Erik Boerskov.
I januar i år - nærmere bestemt 12. januar - dukker et nyt selskab - Søbjerggård Transport ApS - op på adressen. Denne gang er Bent Munch Lambertsen fra firmaet Alf Møller Lambertsen ApS direktør. Bent Munch Lambertsen har ifølge Færdselsstyrelsen fået en advarsel for at udlåne sine tilladelser til John Erik Boerskov og Søbjerggård af 1.1.1999 ApS.
I direktionen for Søbjerggård Transport ApS sidder også Dorthe Jørgensen, der er kæreste med John Erik Boerskov.
Ifølge Færdselsstyrelsen står Bent Munch Lambertsen som ansvarlig leder i selskabet, som i januar i år søgte om to tilladelser til godstransport for fremmed regning.
Hos Færdselsstyrelsen står Bent Munch Lambertsen iøvrigt også som ansvarlig leder hos Søbjerggård af 1.1.1999 ApS, selvom dette firma ikke ifølge de oplysninger, som transportnyhederne.dk har fået hos Færdselsstyrelsen, ikke har søgt om tilladelse til godstransport for fremmed regning.

Påvirker ikke ansøgningen
De oplysninger, som transportnyhederne.dk har forelagt Færdselsstyrelsen om Søbjerggård af 1.1.1999 ApS, John Erik Boerskov og Bent Munch Lambertsen, får ikke umiddelbart nogen betydning for den ansøgning om tilladelser til godstransport for fremmed regning, som Bent Munch Lambertsen har sendt ind på vegne af Søbjerggård Transport ApS.
Færdselsstyrelsen betragter den nævnte advarsel som et enkeltstående tilfælde. Færdselstyrelsen har endnu ikke modtaget informationer om sagen fra 10. januar, hvor politiet standsede en lastbil fra Søbjerggård af 1.1.1999 ApS uden gyldig tilladelse. I bilen lå en tilladelse fra Alf Møller Lambertsen ApS.


Klik venligst

© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.