Afsløring: Gartnerivirksomhed udlåner tilladelserTorsdag 15. marts 2007 kl: 09:57 Af: Jesper ChristensenFærdselsstyrelsen har tidligere givet gartnerivirksomheden Alf Møller Lambertsen en advarsel for at udlåne sine tilladelser til godskørsel for fremmed regning til andre • Chauffører, der har arbejdet i John Erik Boerskovs "vognmandsvirksomhed" Søbjerggård af 1.1.1999 ApS, har over for transportnyhedene.dk oplyst, at det var tilladelser fra gartnerivirksomheden Alf Møller Lambertsen ApS på Hedagervej i den nordlige del af Odense, de havde liggende i bilerne. Tilladelserne skulle dokumentere, at forholdene var i orden. Men den praksis er ifølge Færdselsstyrelsen ikke tilladt. En virksomhed kan ikke låne andres tilladelser. Færdselsstyrelsen oplyser til transportnyhedene.dk, at styrelsen har givet virksomheden Alf Møller Lambertsens leder, Bent Munch Lambertsen, en advarsel for at have udlånt virksomhedens to tilladelser til godstransport for fremmed regning. Afviser først at have forbindelser Da transportnyhederne.dk kontakter Bent Munch Lambertsen for at få hans forklaring på, hvorfor biler fra Søbjerggård af 1.1.1999 ApS har hans tilladelser liggende i førerhuset, siger han, at der må have ligget en gammel tilladelse i en lastbil, som han på et tidspunkt solgte til John Erik Boerskov. Bent Munch Lambertsen forklarer også, at den eneste forbindelse mellem ham og John Erik Boerskov er, at John Erik Boerskov på et tidspunkt var ansat hos ham, og at han har solgt den nævnte lastbil til John Erik Boerskov. Ellers har de ikke noget med hinanden at gøre. Siger at han vil have en forklaring Den forklaring ændrer Bent Munch Lambertsen dog ret hurtigt, da transportnyhedene.dk peger på, at han sammen med John Boerskovs kæreste, Dorthe Jørgensen, udgør direktionen i selskabet Søbjerggård Transport ApS på samme adresse som Søbjerggård af 1.1.1999 ApS. Ifølge CVR-registeret er Søbjerggård Transport ApS stiftet 12. januar i år. Dette selskab skal ifølge Bent Munch Lambertsen bruges til nogle aktiviteter sammen med John Erik Lambertsen. Men Bent Munch Lambertsen understreger over for transportnyhederne.dk, at han vil bede John Erik Boerskov om en forklaring på, hvorfor Søbjerggård af 1.1.1999 ApS kører med 12-14 lastbiler uden at have tilladelserne på plads. ![]() © Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |