Afsløring: Politiet har haft fat i firmaetTorsdag 15. marts 2007 kl: 08:30 Af: Jesper Christensen
Chauffører fra Søbjerggaard er flere gange blevet standset af politiet - firmaet har ufortrødent fortsat sine aktiviteter på vejene
Det danske politi har mindst tre gange inden for det seneste år standset lastbiler fra Søbjerggaard af 1.1.1999 ApS, uden at chaufførerne har kunnet vise den nødvendige tilladelse. transportnyhederne.dk har talt med to chauffører, der har arbejdet hos Søbjerggaard. Begge chauffører, der i øjeblikket ønsker at holde lav profil i forhold til at stå frem i rampelyset, har over for transportnyhederne.dk forklaret, at firmaet Søbjerggaard af 1.1.1999 ApS, der er ledet af John Erik Boeskov ikke råder over en eneste tilladelse til det dusin biler, firmaet har eller har haft kørende for en række virksomheder i Danmark. Chaufførerne fortæller, at de nogle gange havde en udløbet tilladelse fra et andet firma liggende i bilerne.
Standset ved Ellidshøj Den ene chauffør, som i dag har problemer med at få fat i den ansættelseskontrakt, som John Erik Boeskov ifølge gældende lov er pligtig til at udforme og underskrive, forklarer, at han er blevet standset to gange ved Elidshøj syd for Aalborg. Da han den ene gang lige havde læsset godset af bilen og derfor var tom, fik han lov til at køre igen uden videre tiltale, mens han den anden gang måtte lade bilen stå, da han ikke havde tilladelse til at køre med det gods, der var på bilen. Over for transportnyhederne.dk giver chaufføren udtryk for, at John Erik Boerskov blot betalte de bøder, der kom, og så ellers fortsatte sine "vognmandsaktiviteter" upåvirket. Den anden chauffør blev standset 10. januar i år på DTC nord for Vejle. Heller ikke han havde en gyldig tilladelse med i bilen og måtte også lade bilen stå. Ifølge Politiet i Vejle er denne sag endnu ikke afsluttet. Politiet oplyser til transportnyhederne.dk, at de har kontaktet John Erik Boerskov hos Søbjerggård af 1.1.1999 ApS, men at der ikke er sket videre i sagen, der ligger i stakken med ventende opgaver.
.jpg)
© Copyright 2025 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
|