CMP skaber bedre forhold for flydende bulk

Onsdag 30. juni 2004 kl: 09:54
Indsejlingen til Prøvestenen i København skal uddybes, så større skibe kan anløbe havnen

(KØBENHAVN) CMP - Copenhagen-Malmö-Port - vil foretage en uddybning af indsejlingen til Prøvestenen, der modtager skibe med flydende bulk, så dybgangen bliver øget fra nu 9,5 meter til 10,0 meter. Herefter kan større skibe anløbe kaj 1, hvilket igen aflaster ocean pieren som modtager de helt store skibe.
CMP kan ved uddybningen begrænse skibenes ventetid og det deraf følgende tab for havnens kunder. Kapacitetsforøgelsen imødekommer ønsker som kunderne har udsendt om plads til flere og større skibe med forøget omsætning.

Ocean-pieren renoveres
CMP investerer også et stort millionbeløb i renovering og vedligeholdelse af Ocean Pieren. Dette arbejde vil blive planlagt i tæt samarbejde med entreprenøren, så det så vidt muligt ikke vil berøre havnens kunder. I de tilfælde hvor CMP er nødsaget til at indstille arbejdet på Ocean Pieren, vil CMP benytte tiden til at udføre andre vedligeholdelsesopgaver på Prøvestenen - blandt andet renovering af bolværker og tilkørselsveje.

I de kommende år vil der også blive investeret store beløb på miljøsiden.

Fakta flydende bulk terminal Prøvestenen
Der er i alt 7 forskellige kajer på Prøvestenen:
- Ocean Pieren længde 305m
- Kaj 1 længde 243m
- Kaj 2 længde 125m
- Læhavnen som består af 3 kajer, længde henholdsvis 65m, 67m og 65 m
- Derudover findes et anlægshoved på 35m

Tankkapaciteten på Prøvestenen udgør ca. 1 million kubikmeter forbundet med pipeline. En del af kapaciteten er isolerede tanke som kan holde temperaturer på over 600 grader. Der forefindes endvidere laboratoriefaciliteter for test af produkterne.

CMP håndterede 6,6 millioner tons bulk i 2003.

Omsætningen af flydende bulk er dels petrokemiske produkter til lokalt brug f.eks. jet-fuel til Kastrup Lufthavn eller transitprodukter.


Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.