Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Dansk projekt kan bane vej for betydelig CO2-reduktion fra skibe

Mandag 19. april 2021 kl: 13:06
Af: Redaktionen

Dansk projekt kan bane vej for betydelig CO2-reduktion fra skibe

Et brændselscellesystem kan ifølge den danske brændselscelleproducent Blue World Technologies blive et vigtigt skridt på vejen mod en CO2-neutral skibsfart. Et nyt EUDP-støttet projekt med deltagelse af flere danske maritime aktører som Maersk Drilling, DFDS, Hafnia og Alfa Laval i Aalborg skal afdække teknologiens potentiale som et reelt alternativ energisystem til hjælpekraft til skibe. Systemet kan levere op til 15 procent af et skibs samlede energiforbrug

Projektet, der er støttet af Energistyrelsens Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), skal undersøge, om et nyt brændselscellesystem ved brug af metanol som brændstof kan erstatte oliedrevne generatoranlæg i produktionen af hjælpekraft til skibe og andre applikationer. Hjælpekraft benyttes blandt andet til elproduktion ombord på skibe og kan ifølge Global Maritime Energy Efficiency Partnerships (et projekt under IMO) udgøre op til 15 procent af et skibs totale energiforbrug. 


Systemet er udviklet af den danske brændselscellevirksomhed Blue World Technologies og skal nu installeres på Alfa Lavals verdensførende testcenter for miljø- og forbrændingsteknologi i Aalborg, der skal danne rammen om projektet.


- Med udgangspunkt i skalerbarheden af vores brændselscellesystemer til bilindustrien er vi overbeviste om, at metanol-brændselscellesystemer kan reducere den maritime klima- og miljøpåvirkning drastisk. Ved at videreudvikle vores teknologi i samarbejde med marinekolleger og ved samtidig at øge vores produktionskapacitet kan vi levere en brændselscelleløsning, der er grøn, operationelt sund og også kommercielt bæredygtig, siger Mads Friis Jensen, der er chief commercial officer og medstifter af Blue World Technologies.


Det er Alfa Laval i Aalborg, der ud over at bidrage med testfaciliteter styrer og koordinerer projektet.


- Hjælpekraft kan udgøre en relativt stor del af et skibs energiforbrug, og derfor er projektet forbundet med et markant grønt potentiale for søfarten, der står for cirka tre procent af den globale udledning af drivhusgasser, siger Lars Skytte Jørgensen, der er vice president for Technology Development i Alfa Lavals marinedivision. 


Han betegner projektet som et vigtigt skridt i forhold til at styre søfarten ind i et CO2-neutralt brændstoflandskab på lige fod med Alfa Laval's projekt med faste brændselsceller i SOFC4Maritime-projektet og arbejdet med metanol som skibsbrændstof, som selskabet lige nu tester i stor skala.


Store maritime aktører er med
Udover Alfa Laval i Aalborg og Blue World Technologies har projektet deltagelse fra flere store maritime aktører. Det gælder blandt andre rederikoncernen DFDS, som i disse år bevæger sig aktivt væk fra fossile brændstoffer og bringer erfaring med fra andre brændselscelleprojekter.


- Brændselsceller har potentiale til at fremskynde den grønne omstilling af skibsfarten. Teknologien vil muliggøre en ny generation af meget enkle og pålidelige skibe, der vil være meget lettere at digitalisere end de skibe, vi har i dag. Det åbner op for spændende nye muligheder, siger Jakob Steffensen, der er innovation lead hos DFDS.


Derudover deltager Maersk Drilling, der ejer og driver borerigge, og rederiet Hafnia, der ejer en af verdens største produkttankskibsflåder.


Fakta om projektet:
  • Projektet har til formål at designe en modulær APU (Auxillary Power Unit) til det maritime marked. Den forventede løsning vil være multifunktionel og kunne bruges i et stort antal skibe og applikationer. I de tidlige faser af projektet etableres de tekniske rammer samt funktionalitet og driftsfilosofi af system og undersystemer med input fra projektpartnerne
  • Projektet sigter mod at skabe en løsning, der kan integreres i mange forskellige marine konfigurationer. Den foreslåede løsning vil reducere CO2-emissioner til næsten 0, når metanol produceret af vedvarende energi bruges. Løsningen vil også fjerne alle skadelige partikelemissioner
  • I projektet vil en høj-effektiv, brændstoffleksibel, konkurrencedygtig, modulér- og skalerbar 200 kW metanolbrændselscelle blive udviklet og demonstreret i forhold til sekundær strømproduktion på større fartøjer. Ved høj skalerbarhed kan løsningen erstatte generatorer på op til 5 MW. Den udviklede løsning vil sikre reduktion i kuldioxid-udledning og eliminere alle andre skadelige udledninger fra strømproduktionen
  • Brændselscellegeneratoren vil blive testet og demonstreret onshore i en etårig periode i verdens største maritime testcenter ved Alfa Laval i forhold til at validere funktionalitet før søprøvning i skib

Om Alfa Laval: 
Alfa Laval-koncernen er en førende global leverandør af højkvalitetsprodukter inden for blandt andet varmeoverførsel, separation og væskehåndtering. Alfa Laval er aktiv inden for energi-, marine, føde- og drikkevare- såvel som spildevandsindustrien og tilbyder sin ekspertise, produkter og service til en bred vifte af kunder verden over


Om Blue World Technologies:
Blue World Technologies udvikler og producerer af methanol-brændselscellekomponenter og -systemer til stationære generatorer og hjælpegeneratorer samt industrier inden for personbiler og tung transport rundt om i verden



Brændselscelleteknologien er et grønt alternativ til forbrændingsmotoren og dieselgeneratoren. Som en del af Power-to-X-økosystemet bidrager methanol- brændselscelleteknologien til at løse nogle af de udfordringer i den grønne omstilling, som direkte elektrificering og batterier ikke kan løse alene.


Methanol er et flydende brændstof, der enkelt og rentabelt kan lagres i flere år samt transporteres ved hjælp af den eksisterende infrastruktur










Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Seks meldes døde
- Havn investerer og reducerer sin gæld
- Containerskib sejler bro ned
- Skibe, der transporterer offshore-personale, bliver omfattet af ny international sikkerhedsstandard
- Kli­ma­re­gu­le­ringen af den globale skibsfart tager små skridt fremad
- Transport-koncern fra Esbjerg havde fremgang på bundlinien
- Lavere efterspørgsel og overkapacitet påvirkede resultatet hos tysk transportkoncern
- Rederi-koncern med islandske rødder lancerer rute uden om Frankrig
- Toldstyrelsen opfordrer virksomheder til at forberede sig på nyt it-system til eksport
- 31-årig anholdt i sag om indsmugling af 300 kg kokain
- Havneatlas giver overblik over danske erhvervshavne
- Havn melder sig ind i erhvervsorganisation

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst