Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Ny råstofplan betyder færre grusgrave og mere genanvendelse

Mandag 8. marts 2021 kl: 20:11
Af: Redaktionen

Region Sjælland har mandag fået en ny råstofplan, hvor der er fokus på genanvendelse og på først at udlægge nye graveområder, når eksisterende råstofgrave er tømt

Med den nye råstofplan reducerer Region Sjælland de områder, hvor fremtidens råstofgrave - først og fremmest grusgrave - kan ligge. Planen lægger også op til, at der skal graves færdigt i de eksisterende grave, hvilket skal være med til at mindske generne fra råstofudvindingen.


Regionen er ifølge lovgivningen forpligtet til at sikre en stabil forsyning af råstoffer, der svarer til efterspørgslen. Det betyder at der også fremadrettet skal indvindes råstoffer i Region Sjælland.


- Men vi ønsker at der skal tages hensyn til råstofgravenes naboer, fastslår Peter Jacobsen (DF), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Sjælland.


- Udlægget af nye graveområder er mindsket med ca. 40 procent siden 2008, og interesseområderne for grus og sten reduceret med hele 60 procent siden 2016. Den udvikling vil vi fortsætte, så der ikke graves unødigt mange steder på én gang til gene for naboer og natur. Desuden fortsætter arbejdet med at få en statslig kompensationsordning for naboer til råstofgrave, siger Peter Jacobsen. 


En god gerning for miljøet
Som noget nyt er der i Region Sjællands Råstofplan 2020 indskrevet en målsætning om, at 20 procent af Region Sjællands råstofforbrug senest i 2032 skal komme fra genanvendte materialer. Det er nødvendigt, hvis forsyningen af råstoffer skal kunne følge med efterspørgslen - blandt andet til byggeriet af Femern-forbindelsen, den ny Storstrømsbro og sygehusbyggeri.


- Vores råstoffer er knappe og ikkefornybare ressourcer. Hvis ikke vi tænker os godt om, vil Region Sjælland inden for en årrække være tørlagt for sten, sand og grus. Det vil få alvorlige konsekvenser for samfundets byggerier og infrastruktur. Derfor er jeg meget glad for, at vi med Råstofplan 2020 har sat et ambitiøst mål for genanvendelse og bæredygtighed. Hermed gør vi både en god gerning for miljøet og får fremtidssikret den sjællandske råstofforsyning, siger Jens Ravn (V), der er næstformand i Udvalget for Regional Udvikling. 


En inddragende proces
Der er mange og vidt forskellige interesserne på råstofområdet. Derfor skal de regionale råstofplaner udarbejdes i dialog med erhvervsliv, borgere og råstofområdets øvrige interessenter.


For at kvalificere udgangspunktet for Råstofplan 2020 har Region Sjælland indledningsvist gennemført en partshøring. Derudover har regionens borgere og råstofområdets interessenter løbende i processen kunnet give deres meninger tilkende. Blandt andet har der været afholdt en række virtuelle dialogmøder, ligesom de interesserede har haft mulighed for at afgive høringssvar.


- Råstofplan 2020 har nydt stor opmærksomhed og fra partshøringer, dialogmøder og høringssvar har vi fået masser af tilbagemeldinger på arbejdet. Alle input er blevet gennemgået nøje, og Råstofplanen er løbende blevet justeret på baggrund heraf. Som region er vi ved lov forpligtet til at sikre råstofforsyningen, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) og uddyber: 


- Derfor har det ikke været muligt at imødekomme alle ønsker. Men med Råstofplan 2020 har vi i mine øjne fundet det kompromis, der bedst beskytter borgerne og samtidig balancerer råstofområdets interesser på tværs af miljø, natur, erhverv.


Om Råstofplanen:
  • Råstofplanen fastlægger rammerne for forsyning og indvinding af råstoffer for mindst 12 år. Planen omfatter dels en række retningslinjer for råstofindvindingen i regionen og dels områder hvor der kan graves (graveområder), og hvor der er reserveret arealer til fremtidens råstofforsyning (interesseområder)
  • Formålet med råstofplanen er at sikre mulighed for udnyttelse af nødvendige råstoffer til samfundet både nu og i fremtiden, samtidig med at der tages hensyn til natur- og miljøbeskyttelse, naboer, landskab, byudvikling med mere
  • Graveområder er afgrænsede arealer, hvor man kan forvente at få en tilladelse til råstofgravning, hvis man søger om det
  • Der er samlet udlagt et areal til graveområder på 3.860 hektar i planen
  • Interesseområder er arealer, hvor der forventes at være råstoffer, men hvor der typisk mangler en nærmere undersøgelse af råstofferne og/eller en afvejning i forhold til andre interesser
  • Interesseområderne udlægges for at sikre, at der også i fremtiden er mulighed for at indvinde råstoffer. Der er samlet udlagt et areal til interesseområder på 7.470 hektar i planen
  • I både grave- og interesseområder må der ikke ske ændringer i arealanvendelsen som for eksempel opførelse af større anlæg, byudvikling og skovtilplantning eller anlægges andre ting, der kan hindre råstofindvinding, uden at regionen giver samtykke
  • I perioden 9. oktober til 11. december 2020 var Forslag til Råstofplan 2020 i offentlig høring. Der indkom ca. 150 høringssvar fra borgere, interesseorganisationer, råstofindvindere, andre myndigheder med flere. Alle høringssvar og regionens bemærkninger til hvert enkelt er samlet i en hvidbog, der fremgår af Råstofplan 2020

Interesserede kan læse mere i en hvidbog, der fremgår af Råstofplan 2020 - klik her:








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Skanderborg-virksomhed er endt i konkurs
- Seks meldes døde
- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Havn investerer og reducerer sin gæld
- Ny limfjordsforbindelse bliver emne på samråd med transportministeren
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- 23-årig kørte i stjålet lastbil
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Fragtfirma medbringer truck til lasten

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst