Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

Busserne åbner dørene for cykler

Torsdag 11. februar 2021 kl: 13:55
Af: Redaktionen

Trafikselskabet Movia sætter gang i et to-årigt forsøg, hvor man kan tage cyklen med i alle Movia's almindelige busser - også i hovedstadsområdet. Forsøget starter, når myndighedernes restriktioner i den kollektive transport gør det muligt. Baggrunden er, at flere cyklister og bedre sammenhæng med busserne har positive effekter for både sundhed og klima

Bestyrelsen for Movia vil med forsøget gøre det nemmere at kombinere cyklen med den kollektive transport - også i busser. 


Det har hidtil været muligt at tage cyklen med i bussen mange steder i og uden for hovedstadsområdet - men ikke i alle busser.


Cykelforsøget i alle Movias almindelige busser sker som led i indsatsen for at styrke sammenhængen i den kollektive transport, og imødekomme de mange kunder, som særligt det seneste år er begyndt at bruge cyklen. De cykelforsøg, som Movia allerede har gennemført, viser, at stoppesteder med god cykelparkering giver flere kunder i busserne, og får flere til at cykle længere for at bruge de gode cykelstoppesteder. 


For at gøre det endnu nemmere at kombinere cyklen med kollektiv transport, når Danmark åbner igen, gør Movia det nu muligt, at man kan tage cyklen med sig i alle busser. 


Der er dog to undtagelser: 
  • man må ikke tage cyklen med i myldretiden
  • man må ikke tage cyklen med natten til lørdag og søndag

Det skal sikre, at der ikke bliver for store udfordringer med pladsen. 


- Hos Movia ønsker vi, at kollektiv transport skal være en både tryg og attraktiv rejsemulighed. Og den mulighed bliver større, hvis kunderne kan tage cyklen med bussen. Vi ved, at flere af de kunder, der rejser med bussen, benytter cyklen mere nu end før covid-19, og det vil vi gerne komme i møde lige så snart myndighedernes restriktioner i den kollektiv transport og resten af samfundet gør det muligt. Ved at kombinere cykel og bus i stedet for at tage bilen, kan man både reducere sit eget CO2-bidrag og samtidig få en sundere transport, siger Kirsten Jensen, der er bestyrelsesformand for Movia og borgmester i Hillerød.
 

At kunne tage cyklen med i bussen har længe været efterspurgt af kunderne. Med det nye forsøg kan man bruge cyklen noget af vejen, når man skal på arbejde, i biografen, en tur i skoven eller nogle af alle de andre ting, som man normalt bruger den kollektive transport til. 


Bedre mulighed for at medtage cykler i busser har også stået højt på ønskelisten hos de to regioner, de sjællandske kommuner og Movia. I Movias mobilitetsplan er der derfor blandt andet fokus på gode skift og styrket sammenhæng mellem kollektiv transport og cykler.
 

I Cyklistforbundet hilser man også forsøget velkommen. Her er bedre mulighed for at kombinere cykel med kollektiv transport en mærkesag.
 

- Cykling og kollektiv transport hænger uløseligt og godt sammen. I stedet for at sidde i bilkø på vej til arbejde kan du kombinere cyklen og kollektiv transport. Du får god hverdagsmotion på cyklen. Du kan tage et hvil i bussen, så du er helt frisk, når du kommer hjem. Eller bare hoppe på, når vejret er for skidt. Og du hjælper til, at vi i Danmark kommer godt i gang med grøn omstilling, kører mindre i bil og sender mindre CO2 ud i atmosfæren, siger Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet. 
 

Cyklen er integreret i Movia's ambition om at nedbringe trængsel på vejene, løfte klimadagsordenen med grøn omstilling og skabe god mobilitet på Sjælland. Det spiller sammen med Movia's miljømål om, at alle godt 1.300 busser på Sjælland er fossilfrie i 2030, og mindst halvdelen af dem kører på el, at flextrafikken køres i elbiler og at alle nye lokaltog er eldrevne.
 

Cyklistforbundet og Movia har sammen produceret en informationsvideo om at tage cyklen med i bussen. Filmen er produceret i november og alle medvirkende bærer derfor mundbind. 



 

Sådan gør man, når man skal have cyklen med i bussen:
  • Følg de gældende regler for medtagning af cykler i bussen 
  • Køb cykelbillet på appen DOT Billetter eller som sms-billet, inden du stiger på bussen
  • Giv chaufføren tegn til, at du vil stige på med din cykel
  • Placér din cykel midt i bussen og spænd den fast med sele under kørsle

 
Fakta om nye regler for cykel medtag i bussen fra forår/sommer 2021:
  • Cykler må medtages i alle havnebusser og i alle almindelige busser på 12 meter eller derover. Det betyder, at minibusser er undtaget
  • I Movia's busser koster en cykelbillet til 8 zoner 14 kroner. Det er gratis at tage cyklen med i Movia's havnebusser
  • Der er plads til to cykler, to barnevogne eller kørestole i Movia's busser. Cykler må generelt medtages i busserne undtagen i myldretiden fra klokken 7.00-9.00 og fra klokken 15.30-17.30 - og undtagen om natten efter fredag og lørdag mellem klokken 00.30-04.30
  • Det er buschaufføren, der afgør om der er plads i bussen til din cykel 

De eksisterende rejseregler kan ses på dinoffentligetransport.dk






 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Politiet har beslaglagt knap 3.000 køretøjer
- Erhvervsorganisation efterlyser samlet grøn plan for transport i Danmark
- Påsken betød færre passgerer i lufthavn ved Aalborg
- Havneby i det vestlige Sverige får et elektrisk ladehub
- Belgisk producent af busser og trailere er blevet delt i to
- 2023 blev et tilfredsstillende år for Metroselskabet
- Gravearbejdet på Femern Bælt-tunnelen er afsluttet
- Bus- og togoperatør går kollektiv
- Over 4.000 gange skulle vejdirektoratet samle tabt gods op efter andre
- Påsken løftede passagertallet hos rederikoncern
- Fredag 12. april 2024 lå brændstofpriserne på følgende niveau
- Bane i Odsherred skal renoveres og have nye sveller

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst