HAVNEUDVIDELSE I AARHUS:

Udvidelsesplaner har udløst supplerende miljøkonsekvensrapport

Mandag 22. april 2024 kl: 15:11
Af: Redaktionen

Aarhus Havn arbejder på en udvidelse. Havneudvidelsen kaldes Yderhavnen og omfatter en ny ydermole, en ny kaj samt to etaper med bagland, som anlægges mod øst i forlængelse af containerhavnen og den nye færgeterminal. På den baggrund har Trafikstyrelsen sendt en supplerende miljøkonsekvensrapport i høring frem til 31. maj

Havneudvidelsen kræver, at der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, som skal bruges til at vurdere projektets effekt på miljøet.


Miljøkonsekvensrapporten skal give myndighederne det bedst mulige beslutningsgrundlag, inden det endeligt afgøres, om projektet kan realiseres.


Høringen varer i otte uger, og fristen for svar er fredag 31. maj 2024.


I 2021 blev der lavet en miljøkonsekvensrapport, som skulle bruges i forbindelse med etableringen af Yderhavnen, men siden ændrede projektet karakter. Flere høringssvar fik Aarhus Kommune til at beslutte, at havnens behov, effekten på klima og miljø samt det visuelle udtryk skulle undersøges nærmere. Det resulterede i, at der i 2023 blev indgået en aftale om et mindre projekt end først planlagt.


I det nye projekt, som blev døbt ”Marselisborg-Mols-modellen”, er ydermolen rykket tættere mod land, og bygningshøjderne er justeret for at reducere Yderhavnens visuelle påvirkning.


Ændringerne var så omfattende, at Trafikstyrelsen vurderede, at der var behov for den supplerende miljøkonsekvensrapport, som nu er i høring.


Udover havnelovstilladelsen, der gives af Trafikstyrelsen, skal havnen også have tilladelse fra Miljøstyrelsen til klapning og indvinding af råstoffer til havs.


Interesserede kan finde rapporten og det øvrige høringsmateriale her:







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.