Toldere fandt over 1,7 millioner kroner i kontanter i bagage

Torsdag 29. september 2022 kl: 12:14
Af: Redaktionen

Toldere fandt over 1,7 millioner kroner i kontanter i bagage

Toldstyrelsen tilbageholdt tirsdag en mand med over 1,7 millioner kroner i kontanter i Københavns Lufthavn. Manden var på vej til et "eurasisk land", som Toldstyrelsen formulerer det. - et eurasisk land er et land i det sammenhængende område, som Europa og Asien udgør

Den tilbageholdte mand havde 15.000 svenske kroner på sig, og i mandens bagage fandt toldere sidenhen flere kontanter i euro og svenske kroner. I alt viste det sig, at manden havde forsøgt at medbringe kontanter til en samlet værdi af 1.727.447 danske kroner.


- Det er anden gang i år, at vi stopper en rejsende med over en million danske kroner i Københavns Lufthavn. Det bekræfter os i, at større pengebeløb forsøgt smuglet over grænsen, er et område, der er vigtigt for os at have fokus på, siger Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.


Sagen om de godt 1,7 millioner kroner er overgivet til Københavns Politi.


Når Toldstyrelsen tilbageholder rejsende med kontanter eller andre likvide midler, er det enten på en konkret mistanke eller ved stikprøvekontrol. I sager med store pengebeløb, som den rejsende ikke ønsker, at myndighederne skal kende til, vækker det en mistanke om kriminel aktivitet, hvorfor politiet altid involveres i den type sager  Toldernes årvågenhed er på den måde en vigtig stopklods i de kriminelle pengestrømme.


Fra 2019 til 2021 har Toldstyrelsen tilbageholdt valuta svarende til 45 millioner kroner, hvor kontanterne ikke var deklareret over for Toldstyrelsen.






Kontanter gemt i bagagen. (Foto: Toldstyrelsen)




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.