Tre personer får samlet 24 års fængsel i stor narkosag

Tirsdag 7. juli 2020 kl: 03:00
Af: Redaktionen

Syd- og Sønderjyllands politi har igennem en længere periode efterforsket en gruppe personer fra Aabenraa og omegn, der mistænkes for indsmugling og salg af store mængder narkotika i form af blandt andet kokain, MDMA, amfetamin og hash. Retten i Sønderborg har idømt tre personer med forbindelse til sagen samlet 24 års fængsel for medvirken til indsmugling af narkotika fra Holland til Danmark

I begyndelsen af maj i år anholdt Syd- og Sønderjyllands politi på baggrund af efterforskningen syv personer, der alle blev varetægtsfængslet. Efterfølgende er yderligere to personer blevet varetægtsfængslet. 


De første domme i sagen faldt mandag i Retten i Sønderborg, hvor tre personer er blevet dømt for indsmugling og salg af narkotika. 


Der er tale om en 20-årig mand fra Aabenraa, der blev idømt seks års fængsel, en 21-årig mand fra Aabenraa, der blev idømt otte års fængsel og en 22-årig mand fra Aabenraas opland, der blev idømt 10 års fængsel. Den 22-årige udbad sig betænkningstid i forhold til anke. De to andre modtog dommene.


Da varetægtsfængslingerne i sagerne mod de personer, der endnu ikke har fået dom, er sket for lukkede døre, og da der altså fortsat er efterforskning i gang i sagskomplekset, kan Syd- og Sønderjyllands Politi ikke oplyse yderligere, da det vil kunne lægge hindringer i vejen for den resterende efterforskning. 




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.