Modtageværksted til nye el-tog flyttes fra Jylland til SjællandTirsdag 30. juni 2020 kl: 12:06 Af: RedaktionenDSB har besluttet at stoppe udviklingen af sit værksted i Fredericia til at kunne modtage de el-tog, der er i udbud - og efter planen skal modtages fra 2024. I stedet skal det eksisterende værksted på Helgoland i København opgraderes til midlertidigt at modtage el-togene Beslutningen er truffet, fordi forudsætningerne for at udvide værkstedet i Fredericia har ændret sig markant, siden planen om at udvide det blev lagt i 2017. Med beslutningen sparer DSB et større trecifret millionbeløb. - Øresundstogene skal fremover vedligeholdes i Sverige, og det har frigjort kapacitet på værkstedet på Helgoland i København. Samtidig har vi fået lavet nye beregninger på anlægsomkostningerne i forbindelse med værkstedet i Fredericia, og det har vist sig at blive væsentligt dyrere end først antaget. De to ting tilsammen gør, at det ville være økonomisk uforsvarligt at fortsætte arbejdet i Fredericia, siger Jürgen Müller, der er direktør for strategi og togmateriel hos DSB. Værkstedet på Helgoland skal fungere som midlertidigt værksted og modtage de nye el-tog, indtil nye værksteder står klar i København og Aarhus. I slutningen af 2020 overtager Arriva DSB’s Desiro-tog, som i dag bliver vedligeholdt på værkstedet i Fredericia, og Arriva ønsker ikke at bruge værkstedet. Det betyder, at der fra slutningen af året ikke længere vil blive vedligeholdt tog på værkstedet i Fredericia. DSB har endnu ikke taget stilling til om værkstedsområdet i Fredericia skal bruges til andre formål. Fakta:
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |