Jobcentre og a-kasser genåbner og sætter gang i den aktive beskæftigelsesindsats

Onsdag 27. maj 2020 kl: 11:41
Af: Redaktionen

Fra onsdag genåbner store dele af beskæftigelsesindsatsen, efter at have været droslet ned siden midt i marts på grund af indsatsen mod spredning af corona-virus. Åbningen betyder, at ledige i hele Danmark igen har ret til hjælp og vejledning - og pligt til at søge og tage imod henviste job. Digitale samtaler bliver genindført med alle målgrupper, og virksomhedsrettede tilbud bliver igen muligt

Af hensyn til den fortsatte smittefare vil mange samtaler foregå digitalt, men jobcentrene i Region Nord-, Midt- og Sydjylland vil åbne for fysiske møder med sagsbehandlere. Det enkelte jobcentre i de tre regioner har mulighed for at udskyde åbningen af dørene, til de fysiske rammer er på plads, så det foregår sundhedsmæssigt forsvarligt. Samtalerne med de ledige kan derfor i en overgangsperiode afholdes digitalt.


Virksomhedsrettede tilbud som eksempelvis løntilskud kan atter sættes i gang over hele landet. I Region Hovedstaden og Region Sjælland dog alene hos private virksomheder, da de offentlige arbejdspladser ikke er åbnet øst for Storebælt.


Tilbud om vejledning og opkvalificering kan også ske ved fysisk fremmøde i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvis borgeren er enig, og der enten er tale om ordinær uddannelse, eller et forløb, det er nødvendigt af hensyn til et konkret job.


Der er pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i hele Danmark, og de ledige skal derfor søge job og tage imod henviste job. Det betyder samtidig, at den ledige kan blive mødt af sanktioner fra jobcenteret og a-kassen, hvis man ikke lever op til kravene.


Ledige skal igen lægge CV-oplysninger på Jobnet, og dagpengemodtagere skal have CV-samtaler med a-kassen.


- Det glæder mig, at vi er kommet så langt med at inddæmme corona-virussen, at vi mere systematisk kan få gang i jobcentrene og a-kassernes hjælp til ledige og virksomheder. Det er der et stort behov for. Der er kommet mange flere ledige under krisen, men vi oplever samtidig, at der bliver slået mange stillinger op, og situationen giver også mulighed for nye job for eksempel med testfaciliteter og ekstra rengøring, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og fortsætter:


- Vi genoptager arbejdet i jobcentrene sundhedsmæssigt forsvarligt, og derfor vil det ikke være muligt med fysisk fremmøde i hele landet endnu. Vi skal genåbne klogt, og jeg mener, at vi med denne konstruktion har fundet en fornuftig balance. Vi åbner nu for de virksomhedsrettede tilbud i private virksomheder i hele Danmark. Det har der været et stort ønske om fra både partierne og organisationerne, og jeg er tilfreds med, at de ledige nu igen kan komme ud i eksempelvis et privat løntilskud.


Interesserede kan læse bekendtgørelsen, der genåbner beskæftigelsesindsatsen her:







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.