Godstransporterne samler sig på Hirtshals Havn

Fredag 27. marts 2020 kl: 11:00
Af: Redaktionen

Den aktuelle situation, hvor de fleste lande har taget forskellige tiltag for at dæmme op for spredningen af corona-virus med faldende aktiviteter til følge mange steder, udvikler aktiviteterne sig andre steder. I Hirtshals melder havnen om en positiv udvikling i godstransporten. Efter at have været taget ud af drift for planlagt dok og efterfølgende oplægning, genindsætter det norske rederi Color Line færgen »SuperSpeed 1« i fast rute mellem Kristiansand og Hirtshals med én daglig tur

Den hurtige færge blev taget ud af ordinær drift mandag 16. marts som konsekvens af myndighedernes tiltag i forbindelse med corona-virussen. Oprindeligt skulle al trafik med »SuperSpeed 1« være indstillet til og med 13. april, men på grund af den store efterspørgsel fra godtransportsektoren, sætter Color Line færgen ind som ren godsfærge i en periode.


Hirtshals Havn har kun oplevet en mindre reduktion i godstransporterne mellem Norge og Hirtshals under pandemien, hvilket den fortsatte færgetrafik mellem Hirtshals og Norge er et tydeligt bevis på. Færgerederierne Color Line, Fjord Line og Smyril Line besejler alle fortsat Hirtshals Havn dagligt og udfører dermed en samfundsvigtig opgave med at opretholde forsyningerne til landenes befolkninger.


- I den aktuelle - og for verden meget kritiske - situation, som vi står i, ser vi nogle forskydninger i godstransporterne. Her er Hirtshals kommet til at stå endnu stærkere med hensyn til godstransporterne mellem Norge og det europæiske kontinent, og det tager vi som udtryk for, at korridorerne over Hirtshals er både effektive og attraktive, siger Hirtshals Havns administrerende direktør, Jens Kirketerp Jensen.


I en situation, hvor alle virksomheder, hele industrier og hele godstransportbranchen er pressede, afsøges alle muligheder for at optimere drift og transporter i endnu højere grad end til daglig. Hirtshals Havns administrerende direktør mener, at vi alle skal bruge denne globale timeout til at tænke i nye og grønnere transportløsninger.


- Vi ved alle, at der vil være en dag efter den nuværende corona-nedlukning, og vi kan naturligvis tage en masse læring af det, vi ser i øjeblikket. Derfor har vi lige nu en unik mulighed for at se fremad og finde nye og bedre transportløsninger - grønnere løsninger - end dem, de fleste anvender i dag. Ved at benytte multimodale transporter, der kombinerer sø-, vej- og banetransport bliver godstransporten mere bæredygtig og bidrager dermed til den grønne omstilling, siger Jens Kirketerp Jensen.






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.