Fakta om aftalen mellem DI og 3F Transport

Lørdag 22. februar 2020 kl: 20:27
Af: Redaktionen

Fredag aften blev 3F Transport og DI enige om en ny tre-årig overenskomst, der skal gælde fra 1. marts i år. Hovedelementerne i aftalen er listet op nedenfor

Stigninger i løn og bidrag til særlig opsparing:
Normallønssatsen stiger med 3,20 kroner pr. 1. marts 2020, 3,20 kroner pr. 1. marts 2021 og 3,15 kroner pr. 1. marts 2022.

Genetillæg stiger 1,6 procent pr. år.

Betalingssatserne til elever og lærlinge forhøjes med 1,7 procent pr. år.

Bidraget til særlig opsparing (fritvalgskonto) stiger med 1 procentpoint pr. år, så det pr. 1. marts 2022 udgør i alt 7 procent af medarbejderens ferieberettigede løn.


Mere øremærket forældreorlov:
Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under orlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger. Af de 16 uger har den forælder, der afholder barselsorloven, ret til at holde fem uger. Den anden forælder har ret til otte uger, og de resterende tre kan deles mellem forældrene.


Bedre vilkår for langtidssyge medarbejdere:
Perioden, hvor sygemeldte medarbejdere på Fællesoverenskomsten modtager sygeløn fra arbejdsgiveren, udvides fra 56 dage til 70 dage, og medarbejdere med over 3 års anciennitet på virksomheden kan ikke opsiges i løbet af sygelønsperioden, der som sagt er forlænget til 70 dage.


Mere frihed til børnefamilier:
Medarbejdere får fremover ret til en ekstra fridag, hvis deres barn er sygt mere end en dag. Derudover får medarbejdere ret til frihed, når de skal deltage i lægebesøg sammen med deres barn. Medarbejderen kan i begge tilfælde vælge at få udbetalt et beløb fra særlig opsparing i forbindelse med friheden.


Lettere adgang til den danske model:
Virksomheder, der vælger at lade sig omfatte af en overenskomst ved at melde sig i DI, og som ikke har en særlig opsparing i forvejen, vil fremover kunne finansiere en del af bidraget til overenskomstens særlige opsparing inden for deres eksisterende lønomkostninger, så det bliver mere attraktivt for nye virksomheder at blive en del af den danske model.

Ny-indmeldte virksomheder har ligeledes mulighed for at få optrapningsordning med særlig opsparing og pension på op til tre år til virksomhederne, før de skal afregne fuldt bidrag. Ligeledes kan virksomheder, der ikke tidligere har været omfattet af bidragsordning til fonde, vente med at betale til deres andet medlemsår.


Styrkede uddannelsesmuligheder:
Forbedrede og mere fleksible muligheder for realkompetencevurdering.


Bedre mulighed for at gennemføre en kompetencevurdering og uddannelse i forbindelse med afskedigelse.


Pensionsbidrag til alle aldre:
Medarbejdere, der vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen, vil fremover få bedre mulighed for at få deres pensionsbidrag udbetalt som løn. 

Samtidig får elever og lærlinge ret til pension allerede fra det 18. år.


Større rolle til arbejdsmiljørepræsentanter og styrket samarbejde:
Arbejdsmiljørepræsentanternes opgaver og funktion på virksomhederne er styrket blandt andet i forbindelse med udnyttelse af ny teknologi og den grønne omstilling. 

Fokus på samarbejde og dialog på alle niveauer mellem ledelse og medarbejdere om den grønne omstilling, et arbejdsmarked i forandring og ny teknologi - for eksempel selvkørende lastbiler.


Mere fleksibel ferieafholdelse:
De lokale parter kan aftale, at medarbejderne kan afholde ferie i timer.


Bedre muligheder for lokalløn:
Parterne øger den del af lønstigningen, som de lokale parter selv kan disponere over til for eksempel produktivitetsfremmende lønsystemer. Samtidig vil parterne understøtte de lokale parters brug af lokalløn.


Afdækning af udviklingen i forskellige ansættelsesformer i transportbranchen:
Parterne vil i fællesskab afdække udviklingen i de forskellige ansættelsesformer inden for transportbranchen og bl.a. drøfte, hvad det betyder for virksomhedernes tilrettelæggelse af arbejdet og medarbejdernes tryghed i ansættelsen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.