27 udlændinge er sigtet for indsmugling af 100 kg heroin

Søndag 16. februar 2020 kl: 16:04
Af: Redaktionen

De 27 personer, som politiet anholdte lørdag i en sag om narkosmugling - tre i Spodsbjerg på Langeland og 24 på fragtskibet »Duncan Island« - blev søndag formiddag klokken 10 fremstillet i Dommervagten i Københavns Byret sigtet for indsmugling af ikke under 100 kilo kokain

Besætningsmedlemmer på fragtskibet »Duncan Island«, der er registreret i Bahama, smed lørdag, da skibet befandt sig i Langelandsbæltet ud for Langelands østkyst de mange kilogram kokain ned til en mindre båd med tre mænd om bord.


De tre mænd sejlede derefter kokainen til Spodsbjerg på Langeland, hvor de pakkede den i bagagerummet i en bil. Herefter var det planen, at kokainen skulle transporteres til København og videre til andre af politiet endnu ukendte steder i Skandinavien. De tre mænd blev i stedet anholdt i Spodsbjerg.
 

- Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at de mange kilo kokain ikke har ramt gaden. Nu efterforsker vi videre for at finde frem til, hvem der nu venter forgæves på leverancerne, siger leder af Center for speciel efterforskning ved Københavns Politi, politiinspektør Dannie Rise.

 
- En mængde kokain i denne størrelse er rigtig, rigtig mange millioner kroner værd. Når de sælger narkoen på gaden, så geninvesterer de blandt andet fortjenesten i ny kriminalitet, og de penge mangler nogen nu og kan derfor ikke investere dem i våben, køretøjer og andet, der understøtter den organiserede kriminalitet, siger Dannie Rise videre.
 

Mens de tre mænd sejlede mod land med kokainen, sejlede fragtskibet videre. I dansk farvand syd for Gedser blev det bordet af politifolk fra Københavns Politi og de 24 ombordværende besætningsmedlemmer blev anholdt.
 

Alle de anholdte er udlændinge. De tre mænd, der tog imod kokainen og blev anholdt i Spodsbjerg er en 50-årig mand fra Rusland og to personer fra Letland på henholdsvis 41 og 44 år.
 

De 24 anholdte besætningsmedlemmer fra fragtskibet er 13 personer fra Filippinerne, 5 personer fra Rusland, 3 personer fra Letland, 2 personer fra Ecuador, 1 fra Indien, 1 fra Polen og 1 fra Ukraine. De sigtede er i alderen 25 til 60 år.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.