Polsk chauffør havde sat magnet på drivlinen

Torsdag 13. februar 2020 kl: 20:02
Af: Redaktionen

Tungvogncenter Nord ved Nordjyllands Politi afviklede torsdag og fredag i sidste uge en lastbilkontrol i industriområdet Hi-Park ved Herning. I forbindelse med kontrollen standsede politiet midt på formiddagen fredag 7. februar en polsk lastbil med en dansk sættevogn bagefter

Lastbilen befandt sig på Herningmotorvejen på vej mod Herning. Politiet stoppede køretøjet og en kontrol om overholdelse af køre-hviletidsbestemmelserne viste, at der var noget galt.


Den ansvarlige for kontrollen, politikommissær Claus Kjær-Pedersen oplyser, at der i forbindelse med en nærmere undersøgelse af køretøjet blev fundet en magnet, som var monteret på lastbilens såkaldte impulsgiver til bilens tachografen.


- Det bevirkede, at lastbilen kunne køre uden om lastbilens hastighedsbegrænser og uden om kontrolapparatet i lastbilen, politikommissæren. 


Betjentene kunne også konstatere en overtrædelse af reglerne for cabotage-kørsel, idet der manglede fragtbreve, ligesom andre fragtbreve ikke var udfyldt korrekt. 


- Vognmanden manglede også at betale for vejbenyttelsesafgift af det danske vejnet hele tre gange, siger Claus Kjær-Pedersen. 


Derfor blev det samlet til en bøde til chauffør og virksomhed på 84.000 kroner.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.