Tyske myndigheder lukker for kvægtransporter gennem RuslandTirsdag 19. november 2019 kl: 10:27 Af: RedaktionenEn kontrol af tyske kvægtransporter gennem Rusland har afsløret omfattende brud på dyrevelfærdsregler, hvilket har fået tyske myndigheder til at stoppe godkendelser af transporter på den rute. Dyrenes Beskyttelse har på den baggrund rettet henvendelse til danske myndigheder I et tilfælde fandt de tyske myndigheder en mark til opbevaring af hø på den angivne adresse i Rusland. De fandt ikke de nødvendige staldfaciliteter til aflæsning og forplejning af kvæg, som reglerne påkræver. Ifølge de europæiske regler for dyretransporter må kvæg højst transporteres i 29 timer ad gangen, før de skal aflæsses og hvile, samt have adgang til foder og vand i mindst ét døgn på et hvilested, der lever op til EU’s mindstekrav. Her skal dyrene også tilses af veterinærfagligt personale, og det skal vurderes, om de enkelte dyr er i stand til at fortsætte rejsen, før de atter må læsses på lastbilen. Systemet sikrer, at dyrene får et minimum af dyrevelfærd på de lange dyretransporter, som i forvejen er hårde og belastende for dyrene. Men meget tyder på, at kvæg på transporter af op mod 7.000 kilometers længde og mange døgns varighed slet ikke har fået denne beskyttelse. En kontrol udført af de tyske myndigheder fra delstaterne Hessen, Bayern og Slesvig-Holsten har vist, at mange af de mellemstationer, som transportører oplyser til tyske myndigheder, at de anvender på transporter gennem Rusland, langtfra lever op til kravene. I de værste tilfælde eksisterer staldene slet ikke. Det har fået myndighederne i de tre delstater til at stoppe med at godkende kvægtransporter på disse ruter af hensyn til dyrenes velfærd. Herhjemme vækker nyheden opsigt hos Dyrenes Beskyttelse, som har rettet henvendelse til fødevareminister Mogens Jensen (S) for at få en vurdering af forholdene på de danske transporter. - Vi er meget stærkt bekymrede for, om der også er transportører i Danmark, som på samme måde svindler med transportgodkendelserne og dermed udsætter dyrene for helt urimelig overlast. Lange dyretransporter er i forvejen ekstremt opslidende for dyrene, selv når reglerne overholdes. Det er derfor bekymrende, hvordan det har set ud for dyrene på tyske og potentielt også danske transporter, siger Britta Riis, der er direktør for Dyrenes Beskyttelse og præsident for den europæiske sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationer, Eurogroup for Animals. - Vi har derfor vi nu kontaktet ministeriet med henblik på at komme til bunds i denne sag, så vi i det mindste sikrer dyrene den minimumsbeskyttelse, de har krav på. Igennem vores europæiske samarbejde med andre dyrevelfærdsorganisationer har vi opfordret andre lande til at gøre det samme. I en aktindsigt oplyser Fødevarestyrelsen til Dyrenes Beskyttelse, at der sidste år blev sendt 105 dyretransporter med kvæg over russiske mellemstationer. Der er dog flere ting ved Fødevarestyrelsens opgørelse, som giver dyrevelfærdsorganisationen grund til bekymring. - Der er bestemt plads til forbedring i de krav, som kontrollen i dag stiller til transportørerne. Som det er nu, er der mere eller mindre frit spil for den del af transporten, som ligger uden for EU. Vi kan se, at mange af de danske transporter kører igennem den samme region som de tyske. Forhåbentligt vil de danske myndigheder følge deres tyske kollegaers eksempel og lukke ned for transporterne, indtil dyrenes velfærd kan sikres, siger Britta Riis. En EU-dom slog i 2015 fast, at de europæiske transportregler gælder på hele ruten, uanset om slutdestinationen er i et land uden for EU. Hvis ikke dyrenes velfærd kan sikres på hele rejsen, skal myndighederne i afsender-landet ikke godkende turen. Fakta om den tyske kontrol af russiske mellemstationer:
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |