Special-bygget lastbil har greb om trawl

Onsdag 17. juli 2019 kl: 22:29
Af: Redaktionen

Special-bygget lastbil har greb om trawl

Med leveringen af en ny Scania P 360 fra Stiholt i Hjørring har Cosmos Trawl A/S i Hirtshals opgraderet sin vognpark til fire special-lastbiler til transport af fisketrawl. Den nye P 360’er er den anden Scania i flåden og den mest specialiserede med hensyn til læsning, transport og losning af nye og brugte trawl

- Vi har købt bilen hos Stiholt, fordi de har en unik evne til at sætte sig ind i vores behov og levere den rigtige løsning. Samtidig har vi stor glæde af deres høje serviceniveau til reparation og vedligeholdelse af vores lastbiler, siger Michael Lassen, der er administrerende direktør i Cosmos Trawl.


Virksomheden blev dannet i 1989 ved fusion af tre danske producenter af fisketrawl og er siden blevet en af Europas førende inden for bund- og rejetrawl, akvakulturbure og andre typer fiskenet. Produkterne sælges hovedsaligt i Skandinavien men eksporteres også til blandt andet Rusland, Sydamerika og Fjernøsten. Cosmos har produktions- og reparationsfaciliteter i henholdsvis Hirtshals og Skagen, men betjener også fiskefartøjer i andre havne.


Cosmos Trawl reparerer og oplagrer også trawlene for fiskeindustrien, og det er her, at den nye Scania kommer ind i billedet.


- Vi anvender vores lastbiler til afhentning og levering af trawl direkte ved de store trawlere på havnene i Hirtshals og Skagen. Trawlene trækkes op på ladet med kranen, der er udrustet med en hydraulisk rulle for enden. Hjemme på vores fabrikker losses trawlene med kranen og lægges ud på vores pladser for inspektion og eventuel reparation, forklarer Michael Lassen og fortsætter:


- Et komplet trawl kan være op til 500 meter langt og veje op til 15 ton, så derfor har vi denne gang valgt en fire-akslet bil. Vores biler kører ikke så mange kilometer, men de arbejder hårdt med kranen og står til rådighed for vores kunder 24 timer i døgnet.


Det er Stiholts lastbilsælger Christian Pedersen, der har solgt bilen, mens Stiholt i Hjørring har klargjort bilen til levering.
 

Fakta om Cosmos Trawls nye Scania:
  • Type: P 360 B8x2*6, dvs. med to styrende foraksel og styrende bogieaksel bag trækakslen. Luftaffjedring på alle fire aksler
  • Førerhus: Lavt placeret CP17L med lavt tag, hvileudrustning. Elektronisk klimaanlæg, ekstra 3kW kabinevarmer
  • Drivline: 9-liters, 5-cylindret motor på 360 hk, 12-trins gearkasse med fuldautomatisk Opticruise gearskiftesystem og bagtøj med 2,71:1 i udveksling
  • Kran: Palfinger PK27.001 med 4 hydrauliske udskud. 12,5 meter hydraulisk rækkevidde. Danfoss PVG32 hydrauliksystem, Palfinger radiostyring og Paltronic PT50 sikkerhedssystem. Specialbygget hydraulisk rulle til optræk af trawl og fiskenet
  • Opbygning: 8,5 meter fast lad af aluminium på galvaniseret underramme. 2.000 mm høje sider, åben og afrundet bagende til optrækning af fiskenet, udskæring i forsmæk for kran. Div. værktøjskasser monteret på chassiset. Opbygningen samt montering af kran er udført af Vandborg Karosserifabrik i Lemvig



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.