Tysk logistikkoncern er i stødet og leverer pakkerne med cykelMandag 3. juni 2019 kl: 14:56 Af: RedaktionenDachser’s logistikcenter i Köln er begyndt at benytte såkaldte pedelec-cykler til leveringer i centrum. Initiativet fra logistikudbyderen er - udover at bidrage til en forbedret luftkvalitet - en reaktion på de stadig mere omfattende kørselsforbud, trafikpropper og vejarbejde, der gør det vanskeligt at levere til byens centrum med konventionelle lastbiler. De skærpede restriktioner for trafik i Kölns miljøzoner trådte i kraft 1. april - Indtil nu er vores erfaringer yderst positive, og det samme er kundernes feedback, siger Alexander Haak, der er General Manager hos Dachser Cologne. På langt sigt planlægger Dachser at tage endnu flere elektriske ladcykler i brug, ligesom koncernen vil bruge elektriske lastbiler til at levere forsendelserne emissionsfrit til mikrohubben. - Det er klart, at der er forsendelser, som ikke kan leveres med cyklen, men i et bredt udvalg af køretøjer ser vi den som et fremragende og ikke mindst miljøvenligt alternativ, siger Alexander Haak. Kölns kommune lægger stor vægt på bæredygtige bykoncepter. - Mængden af trafik i bymidten, der skyldes pakkeleveringer, har været stigende i årevis, og det er grunden til, at alternative logistikkoncepter er så vigtige og kun vil få endnu større betydning fremover. Det har fået Köln kommune til at yde tilskud til køb af ladcykler som led i et pilotprojekt, der startede i januar 2019. Og nu ser vi en global virksomhed, der tager samme initiativ og bliver et forbillede i Köln - endnu et tydeligt tegn på, at erhvervslivet er opsat på at udvide brugen af ladcykler, siger Andrea Blome, der er formand for kommunens udvalg for mobilitet og trafikinfrastruktur. Cykelspecialisten veloCARRIER er samarbejdspartner på projektet, og sammen med Dachser har firmaet fået ladcykler på gaderne i de tyske byer Freiburg, Stuttgart og Tübingen. - Kölns store fodgængerområde gør byen til det perfekte sted at benytte elcykler til at transportere pakker de sidste par kilometer, siger veloCARRIER’s administrerende direktør, Raimund Rassillier. I lyset af de voksende trafikale udfordringer er innovationsprojektet City Distribution, som Dachsers logistikcenter i Köln deltager i, i gang med at sammensætte en værktøjskasse med bæredygtige og fremsynede leveringsløsninger. Afhængigt af de konkrete behov kan den enkelte Dachser-filial vælge at tage forskellige elementer fra værktøjskassen i brug og derved skabe en skræddersyet løsning til netop sit leveringsområde. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |