Blockchain-løsning skal øge åbenheden i biltransportbranchen

Fredag 24. maj 2019 kl: 10:35
Af: Redaktionen

Blockchain-løsning skal øge åbenheden i biltransportbranchen

Den skandinaviske billogistik-virksomhed Axess Logistics har sammen med flere internationale kollegaer startet virksomheden Vinturas, som tilbyder en Blockchain-platform til forenkling af informationsudvekslingen om biltransporter og til en øget transparens i værdikæden. Det nystartede selskab Vinturas ejes af blandt andre Axess Logistics, Koopman Logistics Group, NVD og AutoLink Group

Anledningen til denne satsning er et behov for at kunne følge bilens rejse fra producentens fabrik til slutkunden på en enklere måde. Dagens informationsstrøm er fragmenteret og henter sine oplysninger fra ældre IT-systemer. Da hver statusopdatering i systemet ikke kan ændres, kan Vinturas løsning også anvendes til brugte biler, hvor snyd med speedometertallet er et væsentligt problem.



Ved at digitalisere kæden fra producent til forhandler skabes der en mulighed for opdatering af alle oplysninger i realtid. Bedre transparens muliggør en mere pålidelig besked om, hvornår bilen kan leveres, og det øger kundetilfredsheden. Alle parter, der tilslutter sig platformen, har adgang til oplysninger, der skaber forudsætninger for bedre planlægning, optimering af netværk samt udgiftsbesparelser. 


Jon Kuiper, der har mangeårig erfaring inden for Supply chain, er administrerende direktør i Vinturas.


- Vinturas skal være den førende platform inden for Finished Vehicle Logistics. Vi tror meget på styrken i samarbejde. Lanceringen af Vinturas med fem velkendte billogistikvirksomheder som selskabsdeltagere og vores valg af IBM som teknologipartner viser vores langsigtede mål om at levere holdbar værdi, siger Jon Kuiper.



Vinturas’ platform er et åbent system, der er tilgængeligt for alle parter i logistikkæden, og det kan også omfatte forsikringsselskaber, softwarevirksomheder og andre servicepartnere. Den største fordel er, at informationerne deles i et meget sikkert miljø med meget lille risiko for ulovlig adgang og cyberangreb.



- Vi tror, at samarbejde og en mere åben informationsdeling er nødvendigt i fremtiden. Ved at samarbejde kan vi frigøre betydelige værdier for alle parter, siger Jon Kuiper.


Han suppleres af Mats Eriksson, der er koncernchef hos Axess Logistics.


- Jeg er stolt over, at Axess Logistics er en del af Vinturas. Blockchain er en perfekt teknologi til vores branche med mange forskellige involverede aktører og strenge krav til en sikker informationstransmission. Branchen er på nogle områder ret traditionel og har behov for nytænkning. Jeg er overbevist om, at Vinturas kommer til at skabe store fordele for kunderne i hele kæden, siger Mats Eriksson.



Blockchain-løsningen skal testes i løbet af juli i år, og første fase forventes at være færdig i september.

Om Vinturas:
  • Vinturas er en virksomhed, der har specialiseret sig inden for digital informationstransmission inden for europæisk bilindustri
  • Initiativet kommer fra fem europæiske logistikvirksomheder - Axess Logistics, Koopman Logistics Group, National Vehicle Distribution NVD og Autolink Group

Om Axess Logistics:
  • Axess Logistics er en koncern, der arbejder med billogistik i Danmark, Norge og Sverige. Transporterne udføres med jernbane og lastbil
  • Koncernen har PDI-anlæg i Drammen, Göteborg, Halmstad, Malmø og Södertälje
  • Omsætningen er på ca. to milliarder svenske kroner, og koncernen beskæftiger omkring 1.000 personer






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.