Stabil drift skabte positive resultater for færgerederiTorsdag 2. maj 2019 kl: 09:49 Af: RedaktionenFærgerederiet Scandlines, der sejler mellem Danmark og Tyskland på to ruter, fastholdt sidste år lønsomheden på baggrund af stabil drift og høj punktlighed. Rederiets to færgeruter - Gedser/Rostock og Rødby Puttgarden - gennemførte over 43.000 afgange, transporterede 7,4 millioner passagerer mellem Danmark og Tyskland Scandlines kunne i 2018 notere et mindre fald i biltrafikken og dermed en mindre omsætning i butikkerne, hvilket betød, at den samlede omsætning faldt 2 procent fra 487 millioner euro i 2017 til 477 millioner euro sidste år. Scandlines angiver den varme sommer i Danmark og Nordeuropa som årsag til den lavere omsætning, da færre valgte at rejse sydpå på ferie. Rederiets lønsomhed var uændret i 2018, hvor Scandlines skabte et driftsresultat før afskrivninger og særlige poster (recurring EBITDA) på 191 millioner euro mod 194 millioner euro i 2017. Resultatet betyder, at overskudsgraden (recurring EBITDA-margin) endte på 40 procent, hvilket var det samme som i 2017. Mens lønsomheden var tilfredsstillende og først og fremmest blev sikret af en øgedt fragttrafik og omkostningsstyring, er Scandlines fortsat langt fra at opnå resultater på niveau med faste forbindelser og andre infrastrukturvirksomheder i regionen. - Fragttrafikken steg 7 procent til over 700.000 transporterede fragtenheder i 2018. Det skyldes, at kombinationen af vores høje pålidelighed, hyppige afgange og muligheden for at overholde hviletidsbestemmelserne under sejladsen fortsat er særdeles værdifuld for vores erhvervskunder, siger Scandlines administrerende direktør Søren Poulsgaard Jensen og fortsætter: - Samtidig fastholdt vi vores fokus på at skabe langsigtede kundeforhold. Omkring 150.000 nye medlemmer blev del af vores SMILE-loyalitetsprogram, der havde flere end 700.000 medlemmer ved årsskiftet. Endelig investerede vi i en ny webshop og et system til forudbestilling i vores BorderShops samt målrettet træning af alle vores kundevendte medarbejdere, så vi kan sikre den bedst mulige service ved onlinebooking og boarding samt under sejlads og shopping. Scandlines har gennemført væsentlige investeringer i sin forretning de senere år, og virksomheden har bevist evnen til at konkurrere med faste forbindelser i form af færre aflyste afgange og deraf følgende højere pålidelighed. Investeringsniveauet var lavere i 2018, hvor Scandlines styrkede sin konkurrenceevne ognedbragte den nettorentebærende gæld. - Vi vil fortsætte med at sejle og servicere vores kunder, mens vi investerer i grønne tiltag som eksempelvis nye propeller på vores færger på Rødby-Puttgarden-ruten, så vi skaber en stærkere forretning og sikrer en bæredygtig fremtid for Scandlines og vores omgivelser, siger Søren Poulsgaard Jensen. Scandlines forventer moderat fremgang i omsætning og lønsomhed (recurring EBITDA-margin) i 2019 med afsæt i fortsat vækst og yderligere forbedring af kapacitetsudnyttelsen på Gedser-Rostock-ruten kombineret med moderat højere volumen og stabil drift på Rødby-Puttgarden-ruten.
Interesserede kan hente Scandlines’ årsrapport 2018 her (engelsk): © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |