Trafikstyrelsen informerer om flypassagerrettigheder ved flyaflysning på grund af strejke

Fredag 26. april 2019 kl: 14:54
Af: Redaktionen

Som følge af den igangværende strejke i SAS er flere af SAS’ flyafgange blevet aflyst. Trafikstyrelsen påpeger, at berørte passagerer derfor bør være opmærksomme på de europæiske flypassagerrettigheder ved flyaflysning, som eksempelvis foreskriver, at passagerer har ret til enten at få refunderet flybilletten eller få omlagt rejsen

Trafikstyrelsen skriver videre:

Hvis en flyafgang aflyses, skal flyselskabet tilbyde passagerer valget mellem refusion af flybilletten eller omlægning af rejsen. Endvidere kan passagerer have ret til forplejning (mad og drikke), som for eksempel kan være nødvendig i forbindelse med omlægning.

Passagerer kan også have ret til kompensation. Som udgangspunkt gælder dette dog ikke, når aflysningen skyldes strejke blandt flyselskabets personale. Strejke betragtes nemlig som en usædvanlig omstændighed, der ikke kunne have været undgået, selvom selskabet havde truffet alle forholdsregler, som med rimelighed kunne have været truffet.

Der findes dog særlige omstændigheder, hvor strejke kan udløse kompensation. Det slog EU-domstolen fast i en dom fra april 2018. Dommen forholdte sig specifikt til en sag, hvor en række flyvninger var blevet berørt af en såkaldt ’vild’ strejke.

Når Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen træffer afgørelse i klager over flyrejser sker det altid på baggrund af en vurdering af den konkrete sag. Af samme grund vil en vurdering af strejken i SAS først kunne ske, såfremt styrelsen modtager klager fra berørte passagerer.

Passagerer kan klage til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, hvis det ikke er muligt at opnå enighed med flyselskabet. Klagebehandlingen er gratis og afgør, om passagerer har ret til refusion og/eller kompensation. Klager sendes til styrelsen via en digital klageformular, som kan findes her: 



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.