Ø-overgange kan blive billigere endnu

Torsdag 25. april 2019 kl: 14:09
Af: Redaktionen

Torsdag kom det frem, at Folketinget vil sætte ekstra 5,3 millioner kroner om året af til lavere priser på færgebilletter. Kommunerne får selv lov til at administrere pengene, så de får mulighed for at sænke priserne i lavsæsonen, i skolernes sommerferie, eller hvornår de ønsker at øge incitamentet til at tage færgen. Det falder i god jord hos Landdistrikternes Fællesråd

- Det er meget glædeligt, at Folketinget vil afsætte et ekstra beløb, der skal sidestille færgeturen med en tilsvarende strækning i bil, der alt andet lige er mere retfærdigt, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.


- Det er noget, vi længe har forsøgt at gøre opmærksomme på nødvendigheden af. I den sammenhæng skal det fremhæves, at det ekstra beløb også er for at give økonomisk robusthed og sikre mod eventuelle udsving i passagerantallet. Det er dermed ret afgørende for budgettet, når en lavsæson eller en skoleferie får færre til at tage turen over bølgerne, siger han videre.


Folketinget har siden 2016 sat penge af til, at prisen på ikkestatslige færgebilletter kunne sættes ned i månederne, der grænser op til højsæson. Det har resulteret i, at markant flere passagerer tager en tur til eksempelvis Læsø og Samsø.


Sidstnævnte har i særlig høj grad oplevet, at de lave priser på færgen har fået flere og flere turister til at valfarte til øen. Den økonomiske vinding, de lave færgepriser kan føre med sig, er økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) opmærksom på.


- Håndsrækningen er vigtig for at fastholde vækst og udvikling på øerne. Samtidig får de danske småøer større frihed til selv at vælge, hvordan de vil bruge ordningen med tilskud til lave priser, siger ministeren.


De fem ø-kommuner Ærø, Samsø, Fanø, Læsø og Langeland er alle er en del af Landdistrikternes Fællesråd, mens de 27 småøer er organiseret i søsterorganisationen Sammenslutningen af Danske Småøer. 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.