EU har fået en ny arbejdsmarkedsmyndighed

Torsdag 14. februar 2019 kl: 14:02
Af: Redaktionen

EU-Parlamentet og EU’s ministerråd er blevet enige om udformningen af en ny europæisk arbejdsmarkedsmyndighed. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bakker generelt op om aftalen, som ifølge DA’s vurdering respekterer den danske model. DA mener dog, at der er valgt et misvisende navn til den nye institution, hvilket på sigt kan få negative konsekvenser


Den nye europæiske arbejdsmarkedsmyndighed - European Labour Authority, ELA - får til opgave at styrke samarbejdet mellem de nationale myndigheder og informere arbejdsgivere og arbejdstagere om deres rettigheder og pligter, når de bevæger sig over grænser for at arbejde.


Fra DA’s perspektiv er det vigtigste element i aftalen, at ELA skal respektere de nationale arbejdsmarkedsmodeller. Hvert medlemsland har sin egen måde at indrette arbejdsmarkedet på, og det skal de fortsat kunne. I Danmark er der tradition for, at arbejdsmarkedets parter indgår aftaler, mens man en række andre EU-lande styrer arbejdsmarkedet gennem lovgivning. 


- Dagens aftale, som den danske regering har kæmpet hårdt for, respekterer den danske model og nævner eksplicit arbejdsmarkedets parters fortsatte rolle. Det betyder, at det også i fremtiden vil være parterne, og ikke den nye myndighed, der håndhæver overenskomstaftalerne. Derfor kan vi fastholde den gode måde, vi har indrettet arbejdsmarkedet på i Danmark, og det er vi naturligvis glade for, siger Christiane Mißlbeck-Winberg, der er europapolitisk chef i DA.


ELA vil blandt andet få til opgave at mægle mellem medlemsstater og udføre inspektioner på arbejdspladser. Særligt ELA’s mulighed for at udføre inspektioner på arbejdspladser har vagt bekymring blandt medlemsstaterne. Den aftale, der er indgået i dag, betyder dog, at EU’s medlemsstater først skal godkende både inspektioner og mæglinger, inden de kan sættes i værk.


Misvisende navngivning
Men der er også et element i dagens aftale, der vækker mindre begejstring hos DA. Selvom ELA i praksis vil fungere som et såkaldt “agentur”, så har man i den endelige aftale valgt at kalde det for en “myndighed”. Netop navngivningen har været et af stridspunkterne i forhandlingerne, da en myndighed har flere beføjelser end et agentur. DA er bekymret for, hvad den misvisende navngivning kan betyde på sigt.


- Vi har fra starten været kritiske over for etableringen en egentlig myndighed med overstatslige beføjelser. Hvis man reelt ønsker at etablere et agentur, så virker det underligt at kalde det for en myndighed. Vores frygt er, at det er et udtryk for, at man på sigt ønsker snige flere beføjelser til agenturet ind ad bagdøren. Det bør både arbejdsmarkedets parter og de danske politikere være opmærksomme på ikke sker, siger Christiane Mißlbeck-Winberg.   
 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.