Aarhus Kommune vil købe grønnere biler

Fredag 8. februar 2019 kl: 12:01
Af: Redaktionen

Som et skridt i arbejdet med at gøre Aarhus grønnere Aarhus vil Magistraten for Børn og Unge ikke længere købe mindre benzin- og dieselbiler. Ifølge Aarhus Kommunes klimaplan skal al kommunal transport være fossilfri i 2030, og med beslutningen i Børn og Unge skærper rådmanden Thomas Medom indfasningen af en grønnere transport

- Vi må alle lægge lodder i den vægtskål, der skal tippe Aarhus i en grøn retning. Det gælder både kommunen og borgerne. Det er et lille, men også meget konkret skridt i den rigtige retning, at vi nu stopper for indkøb af mindre benzin- og dieselbiler, siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus.


I første omgang er det Børn og Unge’s mindre vare- og personbiler, som skal udfases. Teknologien i bilbranchen rækker ifølge Børn og Unge i dag ikke til at indkøre eldrevne minibusser og busser ind som erstatning for de diesel- og benzin-køretøjer, flere dagtilbud, skoler og fritidsklubber i dag har.


- Vi er desværre begrænset af branchens muligheder, men det skal ikke hindre os i at prioritere den grønne udvikling. Vi skal altid købe hybridbiler og elbiler, hvor der ikke er konkrete forhold, som taler imod. Måske viser der sig andre teknologier, udviklingen går stærkt, siger Thomas Medom og fortsætter:


- Grønnere biler er ét skridt, en styrket offentlig transport kan være et andet. Hovedpointen er, at vi i Aarhus kan skubbe hårdere på, og det gør vi ved at prioritere grøn transport, hvilket jeg ser frem til at løfte ind i de kommende drøftelser om en ny klimaplan i Aarhus.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.