Tagplader kom med tog til Vojens

Mandag 7. januar 2019 kl: 12:11
Share  


Af: Redaktionen

For første gang i 15 år kørte der mandag morgen igen et godstog på sporet til det sted i Vojens, hvor der tidligere blev produceret køleskabe. Det er virksomheden Cembrit, der har valgt at bruge det tidligere fabriksanlæg som lagerplads for tagplader

Mandagens godstog var omkring 700 meter langt og ifølge dagbladet JydskeVestkysten lastet med 1.680 ton eternitplader. Det svarer til, hvad der kan være på 64 fem-akslede sættevognstog med en nyttelast på 25 ton.


De 1.680 ton eternitplader kom fra fabrikker i Tjekkiet. Cembrit, der har hovedsæde i Aalborg, har valgt Vojens som lagerplads for tagpladerne, da det er en central placering med baneforbindelse helt ud til lageret. Dermed kan tagpladerne køres direkte på lager uden omlastning til lastbiler.


Cembrit peger ifølge JydskeVestkysten på, at banetransport er billigere end lastbiltransport, og at banetransport betyder mindre CO2-udledning og mindre trængsel på vejene.


JydskeVestkysten skriver videre, at andre virksomheder i nærheden af sporet i Vojens har vist interesse for at komme med på godsvognene.






Klik venligst

© Copyright 2019 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.