NORDJYSK LUFTHAVN:

Oktober landede med et nogenlunde tilfredsstillende resultat

Torsdag 1. november 2018 kl: 12:41
Af: Redaktionen

For Aalborg Lufthavn, der ligger på nordsiden af Limfjorden, tog oktober en uventet drejning, da flyselskabet Primera Air i starten af måneden gik konkurs. Konkursen satte sine spor i charter- og udenrigstrafikken, så Aalborg Lufthavn går ud af oktober med en mindre tilbagegang på 0,6 procent i forhold til oktober sidste år

Alt i alt rejste 145.769 passagerer igennem Aalborg Lufthavn i oktober i år mod 146.624 passagerer i oktober sidste år.


Udenrigstrafikken fløj frem på trods Primera Air’s konkurs
I oktober i år satte 47.034 rejsende kurs mod udlandet med udgangspunkt i Aalborg Lufthavn. Det var en fremgang på 2,2 procent i forhold til oktober sidste år, hvor 46.008 rejste udenrigs til og fra Aalborg Lufthavn.
 

Omvendt gik chartertrafikken tilbage med 6,5 procent - med 18.634 charterrejsende i oktober i år mod 19.936 rejsende i oktober sidste år.
 

- Vi ser en beskeden fremgang i udenrigstrafikken, som ikke lever op til forventningerne før månedens start. Primera Airs konkurs sætter sine spor i månedsresultatet, hvor også chartertrafikken er påvirket. Alt i alt har konkursen betydet et passagertab på knap 6.000 passagerer i oktober. At vi alligevel kommer ud af måneden med en beskeden tilbagegang på kun 0,6 procent - svarende til under 900 passagerer - er under omstændighederne tilfredsstillende. Charterarrangørerne har gjort og gør stadig en indsats for at finde nye fly til deres afgange, hvilket heldigvis er lykkedes i nogen grad, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen, der dog først forventer en normalisering af trafikken efter nytår.
 

Indenrigstrafikken går lidt tilbage
I oktober i år rejste 80.101 passagerer indenrigs til og fra Aalborg Lufthavn mod 80.680 passagerer i oktober sidste år.
 

Historisk set er oktober en af de største rejsemåneder på året, hvor efterårsferien markerer overlappet mellem sommer- og vinterprogrammet. 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.