Letbanen i Aarhus er efterspurgt - og får derfor ny køreplan

Onsdag 31. oktober 2018 kl: 11:40
Af: Redaktionen

OPDATERET MED NY DATO: To måneder efter åbningen mod Odder justerer Midttrafik og Aarhus Letbane køretiderne på Letbanen. Overfyldte tog og behov for mere stabil drift på strækningen mod Odder er baggrund for den nye køreplan, som træder i kraft 8. december. Fra den dag har Letbanen i Aarhus blandt andet indsat ekstra morgenafgange, som skal afhjælpe presset på strækningen mellem Aarhus H og Universitetshospitalet

Behovet for at ændre køreplanen er, at der især er mange kunder med på morgenturene klokken 7.20 og 7.50 fra Aarhus H mod Universitetshospitalet i Skejby. Begge afgange kommer fra Odder og er fyldt op med rejsende, der skal med videre. De ekstra afgange betyder, at kunder, der skal med letbanen fra Aarhus H og mod Skejby får mulighed for at stige på Letbanen klokken 7.17 og 7.47. Tanken er, at de nye afgange medtager rejsende fra Aarhus H inden letbanetogene fra Odder ankommer. De nye afgange passer med mødetider på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.


På strækningen mellem Aarhus H og Odder vil Letbanen køre to minutter tidligere for at gøre driften mere stabil. Samtidig kører alle tog i retning mod Odder via spor 2 og alle tog i retning mod Aarhus H via spor 1.


Også fra Lisbjergskolen og Universitetet skal kunderne være klar til afgang to minutter tidligere end i dag.


Køreplanen ligger nu på midttrafik.dk og de nye tider vil fremkomme på rejseplanen.dk ved søgning på rejser efter 8. december.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.