Norsk færgerederi vil sætte ro/ro-skib ind på Tysklandsrute

Fredag 20. juli 2018 kl: 08:00
Af: Redaktionen

Færgerederiet Color Line, der blandt andet sejler mellem Hirtshals og Kristiansand, vil styrke sine fragtaktiviteter ved at fordoble kapaciteten på ruten mellem Norge og Tyskland. Color Line har købt ro/ro-skibet M/S Finncarrier og planlægger at indsætte det på ruten mellem mellem Oslo og Kiel i januar 2019

Koncernchef i Color Line, Trond Kleivdal, siger, at købet af ro/ro-skibet passer godt ind i rederiets miljøprofil. M/S Finncarrier er bygget i 1998 på Fosen Yard og fik for to år siden installeret et rensesystem (scrubber), der kan reducere svovludslippet fra motorernes udstødningsrøg.


Trond Kleivdal peger på, at skibet vil bidrage til effektiv og miljøvenlig transport af gods ad søvejen mellem Norge og Kontinentet. 


- Etableringen af et separat ro/ro-tilbud repræsenterer et nyt aktivitetsområde for Color Line og indgår i selskabets vækstambitioner fra et norsk ståsted, siger Trond Kleivdal. 


Både havnen i Oslo og havnen i Kiel ligger godt, når det gælder øget og miljøvenlig trafik. Med det nye ro/ro-skib åbner Color Line for, at flere kan vælge søvejen frem for landevejene, når de skal have gods transporteret fra det sydlige Norge, hvor hovedstaden Oslo i disse år oplever en markant vækst med øget behov for transport af gods til og fra området.


- Med det nye ro/ro-tilbud vil Color Line bidrage til at overføre store mængder godstransport fra vej til sø. Det vil være et attraktivt tilbud til import- og eksportindustrien, siger Trond Kleivdal. 


Det nye ro/ro-skibet vil med seks afgange ugentligt mellem Oslo og Kiel kunne transportere op mod 36.000 løstrailere om året. Det er en fordobling af den nuværende kapacitet med Color Line’s ro(pax.færge på ruten.


Ved at benytte søvejen hele vejen mellem Oslo og Kiel kan man spare 442 kilometer landevejskørsel (Frederikshavn-Kiel) med alt, hvad det indebærer af omkostninger.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.