Volvo Trucks deklarerer brændstofforbrug og CO2 emissioner

Torsdag 5. juli 2018 kl: 10:13
Af: Redaktionen

Nye EU-regler vil fra 1. januar 2019 gøre det lettere for europæiske lastbilskøbere at sammenligne brændstofforbrug og miljøpåvirkning for forskellige mærker og modeller af nye lastbiler. Volvo Trucks introducerer et halt år før reglerne træder i kraft deklarationer for brændstofforbrug og CO2 emissioner for nye lastbiler fra den svenske koncern

- Vi ser ingen grund til at vente på lovgivningen. Vi vil gerne give vores kunder mulighed for allerede nu at bruge disse deklarationer. Deklarationerne vil også gøre det lettere for transportkøbere at kontrollere og sammenligne CO2 emissioner for nye køretøjer fra forskellige transportfirmaer, hvilket kan lette deres valg af transportør, siger Lars Mårtensson, der er miljø- og innovationsdirektør hos Volvo Trucks.


Alle købere af en ny lastbil fra Volvo Trucks kan bede deres forhandler om en foreløbig deklaration, som viser køretøjets brændstofforbrug og CO2 emissioner. Informationen er baseret på lastvognens specifikationer og standardiserede kørselscyklusser for forskellige applikationer. Den endelige deklaration følger med ved leverancen af lastbilen. 


- Deklarationerne er et supplement til den viden og erfaring, som findes hos vores forhandlere. Med udgangspunkt i hver enkelt kundes behov vil deres eksperter præsentere en komplet løsning, som kan spænde fra brændstofoptimerede køretøjer til transportinformationssystemer og chaufføruddannelse i brændstoføkonomisk kørsel, siger Lars Mårtensson.


Under navnet Fuel Advice (brændstofrådgivning) har Volvo Trucks samlet alle de services, der kan hjælpe til med at minimere brændstofforbrug og miljøpåvirkning. De omfatter også personlige brændstofrådgivere, som løbende vurderer og overvåger kørselsmønstre, og ved brug af analyseværktøjer muliggør identifikation og opnåelse af langsigtede besparelser, og aktuel forskning inden for forskellige brændstofbesparende tiltag. I mange tilfælde har en helhedsorienteret tilgang til brændstofforbrug ifølge Volvo Trucks resulteret i brændstofbesparelser på op til 5 procent. 


Fakta:
  • Fra juni 2018 udsteder Volvo Trucks deklarationer for brændstofforbrug og CO2 emissioner for nye lastvogne
  • Deklarationerne, som vil være et lovkrav fra EU fra 1. januar 2019, er et af flere tiltag fra EU for at minimere den tunge vejtrafiks klimapåvirkning
  • En anden ny lovgivning for overvågning og rapportering af brændstofforbrug og CO2 emissioner introduceres i 2020. Der bliver indført begrænsninger på CO2-emissioner i 2025
  • Værdierne, som er fastlagt i deklarationerne, er fastlagt individuelt for hvert køretøj og er baseret på fabriksspecifikationer og applikation
  • De deklarerede værdier er baseret på en standardiseret EU-certificeret proces for simulering af kørselscyklusser
  • For en gennemsnitlig europæisk transportvirksomhed står brændstofomkostninger for cirka en tredjedel af omkostningerne

Siden starten af 1990’erne har Volvo Trucks reduceret brændstofforbruget på nyproducerede lastvogne med en femtedel. Tallet er baseret på en sammenligning af en Volvo F12 fra 1991 og en Volvo FH13 fra 2016. 






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.