ERHVERVSMINISTEREN OM UDBUD:

Kulturen og adfærden på begge sider af bordet skal ændres

Torsdag 14. juni 2018 kl: 09:51
Af: Redaktionen

En ændret udbudskultur og -adfærd hos både offentlige myndigheder og private virksomheder er en nødvendighed for at sænke omkostninger i offentlige udbud. Det er budskabet fra erhversminister Brian Mikkelsen (K), som i efteråret nedsatte ”Arbejdsgruppen for hensigtsmæssig indretning af udbudsmateriale og dokumentationskrav”. Arbejdsgruppen har efterfølgende udarbejdet anbefalinger til begrænsning af omkostninger ved at deltage i udbud


- Hvert år køber det offentlige ind for omkring 350 milliarder kroner. Hvis vi vil skabe en effektiv konkurrence om den offentlige opgaveløsning, så skal gevinsterne ved at sende opgaver i offentlige udbud ikke spises af omkostninger hos virksomheder og de offentlige myndigheder. Derfor skal vi naturligvis sætte alt ind for at fjerne eller sænke de såkaldte transaktionsomkostninger, siger Brian Mikkelsen.


Af anbefalingerne fremgår det, at arbejdsgruppen er enig om, at omkostninger ved at deltage i udbud skal begrænses gennem ændringer i udbudskulturen og -adfærden. Anbefalingerne vedrører blandt andet, at offentlige myndigheder og virksomheder skal bruge udbudslovens muligheder for markedsdialog, overveje omfanget af krav i udbudsmaterialet, samt kende det offentlige marked, og hvad der efterspørges.


En direkte følge af arbejdsgruppens arbejde er, at såvel myndigheder som organisationer nu vil samarbejde om en fælles informationsindsats, hvor websiden bedreudbud.dk bliver omdrejningspunktet for udbredelsen af arbejdsgruppens anbefalinger til en god udbudsadfærd.


- Arbejdsgruppen konkluderer, at det er kulturen og adfærden på begge sider af bordet, som vi skal ændre for at fjerne omkostningerne ved at deltage i offentlige udbud. Det arbejde vil regeringen meget gerne bakke op om, siger Brian Mikkelsen.


Arbejdsgruppen har opstillet fem konkrete råd, som offentlige myndigheder og virksomheder opfordres til at følge med det formål at nedbringe omkostningerne. Det er blandt andet de råd, som informationsindsatsen skal bygge på.


Ordregivere

Tilbudsgivere

Kend spillereglerne

Gør brug af udbudslovens muligheder for markedsdialog, inden du vælger procedure og udarbejder udbudsmateriale

Sæt dig ind i, hvad det indebærer at sælge til det offentlige

Kend markedet

Gør brug af dialog og benyt den bedst egnede udbudsprocedure

Kend det offentlige marked og hvad det efterspørger

Materiale af høj kvalitet

Overvej omfanget af krav og tilrettelægge konkurrencen om det væsentlige. Sæt evt. begrænsning for tilbudsmaterialets omfang

Svar på det, der efterspørges og skriv skarpt tilskårne tilbud

Ret fejl og undgå annullation

Benyt mulighederne for at indhente supplerende oplysninger

Gør med det samme opmærksom på fejl, når de bliver opdaget

Kvalificeret afslutning

Giv altid velbegrundende afslag og stå til rådighed for dialog

Overvej om dialog er et bedre redskab end aktindsigt og klage


Arbejdsgruppen har bestået af DI, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri, Danske Regioner, KL, IKA, SMVdanmark, SKI plus en mindre gruppe virksomheder og offentlige myndigheder.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.